O, intet Under, de bevares
Med Laas og Lukke, som en Skat,
At En — jeg veed nok hvem — dig vogter
Med Argusøine Dag og Nat.

At Beilerne om Huset sværme
Som Flagermuus omkring et Baal,
Og at jeg selv beruset tumler
Som Bremsen fra en Nektarskaal.

Al Sommerblæstens vame Blødhed
Er i din melkehvide Arm,
Al Blomsterskjønhed i Naturen
Har fyldt og rundet denne Barm.

Men mørkt, som Bjergets skjulte Grube,
Mit Sind er ved vor Afsked — tys!
Kun Amor høre disse Fodtrin
Og disse lange, lange Kys.