Vaaren er kommen; den unge April beundres af Alle;
Skyerne selv og lidt Rusk klæde Naturen saa godt.
Knuppen, i brunlige Skal, og Svaleungernes Qviddren,
Sneens smeltende Dryp vække de gladeste Haab.
Jeg kun skiænker ei Nogen, mig skiænker Ingen Forhaabning.
Lykkelig, lille Viol, kunde jeg bytte med Dig!
Brudt du dufter endnu, en venlig Haand dig forfrisker,
Sætter i Skyggen hen, savner dig dog, naar du døer.
Mig en Yngling, dreven af Lyst til Kunsten — hvad veed jeg? -
Eller af Lyst til Glands skiænkte et kummerligt Liv,
Uden Orden, forvirret, af Længsel drukken, med Hastværk,
Tidt med krybende Flid fyldte han vigtig mit Blad.
Dog kun mørke Blik vandt Værket, han haabede fuldendt;
Ikke din Dug, Veemod! brændende Taaren mig traf.
Og nu visner jeg hen i sørgelig, øde Fortvivlen:
Om jeg er til eller ei. hvem bekymrer vel det!