Af mangen gravitetisk Sjæl, hvor tidt
(Imens den meget oeconomisk leved)
Er ikke udraabt: hvad er Livet? — Slidt
Som Følelsen, hvormed blev skrevet,
Er Svaret Vand og Pust og Bobler blevet;
Ja nogle, for at blive Svaret qvit,
Kasted en Tankestreg — Forstandens Anker,
Og Prikker ud .... Et Fiskenet for Tanker.

Og det staaer fast hos mangen brav Philister,
At Livet ei er fire Skilling værd,
(I Øieblikket nemlig, man det mister)
Og at det er en Drøm kun og et Skjær:
Ja, nogle troe, det er et Bøddelsværd,
Et Staal, mod Smertens Steen at give Gnister,
En Priis Tobak, der bider stærkt i Næsen,
Og hvoraf man har gjort formeget Væsen.

Men denne Skarphed, hvormed Livet bider,
Den volder, at vi bide lidt igjen;
En, ved at døe af Latter alletider,
En anden ved en gudsforgaaen Pen;
Mig huer den, og ei blot sommetider,
Men som man vænnes til en hidsig Ven,
En arrig Kone, der dog snart er færdige,
Og begge to kan være ret elskværdige.

Det Grimme, veed vi, har en egen Magt;
Det vækker Afsky. Det er altid noget.
Hvad indeholder ei en dyb Foragt?
Hvem ynder ei, hvad der er stygt og kroget?
Fortvivlelse, det veed vi jo som sagt,
Gjør Latteren piqvant, saavelsom Sproget,
Med Glædens Alvor er det strax forbi,
Naar der er intet Rædsomt, Farligt i.

Ja, Usselheden, det maae vi formode,
Og Kjedsomheden, ikke at forglemme,
Knap tør jeg sige det — ja, selv det Slemme,
Det Bandsatte, det havde vist sit Gode,
Naar vi var mere rigtig i det hjemme,
Og at behandle det tilgavns forstode,
Min Trøst har derfor været alletider:
Elendigheden har saa mange Sider.

O, Øiet er ei skabt til blot at smile
Med Elskovs, ogsaa med Foragtens Pile!
Det har sin Taaresæk, sin Taarekilde;
Det skal ei ene glædedrukkent hvile,
Ei altid straale, hvor det henrykt vilde -
Men det skal briste, aarle eller silde!
O Dødens Engel! siig, naar skal jeg bygge
I din anakreontisk-skjønne Skygge?