Da Don Alonso fandt i
Slotshaugen, uformodet,
Og under Steenaltanen
De friske Spor af Blodet -

Og da han i de tætte,
De mørke Lokkers Skygge -
Hvad siger jeg? — de tætte,
De mørke Myrthers Skygge -

En sneehvid Skulder skimted -
En sneehvid Ganger skimted,
I Kappen han sig svøbte,
Hans Dolk, halvtrukken, glimted.

Han rørte Silkekjolen -
Hvad siger jeg? — han rørte? -
Han greb i Silkestigen,
Som til Balkonen førte.

Og mod sit Bryst han trykked
De lange, fine, runde -
Sin Mandolines Strenge,
Som ham forraade kunde.

Han skjælvede, idet han -
Idet han slyngte Armen
Omkring den marmorglatte -
Krumning af Vindveskarmen.

De dunkle Øienlaage -
Jeg taler reent i Taaget -
De dæmrende Gardiner,
De aabnede sig noget.

Og med sin Dolk i Haanden,
Og heldet over — Sjelden
Var jeg saa sælsom adspredt
Ved nogenslags Fortællen! -

Og med sin Dolk i Haanden,
Og heldet over — Dalen
Gjenlød just i det samme
Henrykt af Nattergalen -

Nei, naar dit Blik mig møder -
I hvad det skulde gjelde -
Saadan, saa langsomt hævet,
Saa kan jeg ei fortælle.