Hun kunde ikke tale,
Qvalt var den hulde Røst;
Men mine Hænder greb hun
Og trykte til sit Bryst.

Og med ætherisk Glimren,
Vidtaabne, langsomt faldt
Paa mig de brune Øine -
Tilstod mig Alting, Alt!

„Jeg hører kun til Jorden,
Til Himlen hører du -
Døe derfor ikke, Engel,
O døe blot ikke nu!"

Men Øinene stod stille
Med deres store Blik -
Og Dødens dybe Taushed
Var alt det Svar jeg fik.