Det fryser ved Octobers klare Maane;
Den kjælne Sommerflor i Haven døde,
Selv Georginerne, de stærkest røde,
For Natteblæstens vilde Favntag daane.

Om Himlen Skyerne bestandig graane;
Sangfuglen tier, Skovens Green er øde,
Snart frosne Bølger imod Stranden støde,
Kun Uglers hæse Skrig Naturen haane.

Farvel, maa siges nu til alt det Lyse,
Det Faure, Muntre — Alt, som ei vil fryse,
Og i den barske Vinterkulde stønne -

Farvel! Farvel! Hvem undres, at det Skjønne
Nu, da det bliver iiskold Nat ved Polen,
Som Heliotropen vender sig mod Solen.