Der var en Tid, da Venskab var mit Alt;
Det kunde ene Fryd og Kraft mig laane.
For Kjærlighed det siden sagtens faldt,
Ved Morgenrødens Skjær en blegnet Maane.
Som Solen, Elskov lyser meer og mindre,
Dens Himmel maa imellem dunkelt blaane:
Da see vi Venskabsstjernen stort at tindre.