I
Den har du tabt, den Kjæde,
Den gyldne, smidiglange,
Der om din Hals sig snoede
Syvgange som en Slange?

II
Den har du tabt, den Kjæde,
Jeg kasted dig om Barmen,
Da førstegang, beseiret,
Du sank mig stum i Armen?

III
Den har du tabt, som skulde
Det faste Vidne være,
Betyde Evigheden
Og skjænke Troskabslære?

IV
Det Varsel er ei ilde!
Et Tegn, at man bør ændse
Det nøgne Virkelige -
Symbolet har sin Grændse

V
Ei meer den gyldne Bøile
Udhamret let af Ærtset
Skal sig om Halsen slynge -
Det har den selv forskjærtset

VI
Troløs er den mig vorden
De travle Dverges Lænke -
Nu maa jeg paa en anden -
Tak, gode Guder! — tænke!

VII
Af mine Arme sluttet
Det nye Halsbaand bringes
I hvilket — tidligt, silde -
Din hele Skjønhed tvinges -

VIII
Det Halsbaand vil dig følge -
Det veed jeg, til det Sidste -
Det kan du lukke, aabne -
Det kan du aldrig miste.