Ungersvendens Eed jeg kjender,
Blussende han sværger paa,
At hans hele Hjerte brænder,
At han kan vor Sjæl forstaae.
Vel! den høie Ild er skjøn;
O, men vi til Troskab trænge -
Derfor, hør min første Bøn:
Elsk mig lidt og elsk mig længe!

Naar den friske Blomstring svinder,
Haanden ryster mat og svag,
Naar de fordums runde Kinder
Rynkes mere Dag for Dag:
Hvad har Hjertet da til Løn?
Troskab, kun til dig vi trænge -
Derfor, hør min første Bøn:
Elsk mig lidt og elsk mig længe!

Og, naar til den lange Slummer
Øiet lukker sine Blik,
Naar den blege Mund forstummer,
Haanden giver sidste Tryk:
Kjærlighed, hvad er din Løn?
Evigt vi til Troskab trænge -
Derfor, hør min første Bøn:
Elsk mig lidt og elsk mig længe!