Naturen i vort Nord,
Den du saa tidt besang,
Den kan idag ei lønne
Din Fest med Krandse grønne,
Med Duft og Fuglesang.

Den har kun Snee og Iis
Paa Skovens nøgne Tjørn;
Koldt straaler det om Hallen,
Hvor med sin Hustru Skjalden
Omfavner sine Børn.

Men i de Danskes Hjem
Er en Natur endnu,
Som du besang — en indre!
Som vil din Fest erindre
Og komme vel ihu!

Og den er fuldt saa stor,
Og den er fuldt saa smuk.
Der svinder Vaaren ikke
Med sine lyse Blikke,
Med sine varme Suk.

Den hilser paa sin Skjald!
Af den din Fødselsfest,
Naar om Novembers Maane
De kolde Stjerner blaane,
Kan feires allerbedst.

Den hæver til din Priis
Sin hjertelige Røst,
Og den kan bedre tale
End Lundens Nattergale -
Det er idag vor Trøst.

See Danmarks unge Mø!
Vel savner hun en Krands
Til dig af Laurens Blade,
Men hendes Kinder bade
Sig i en Taares Glands.

Og hendes Blik er stort
Og fuldt af Sjælens Magt;
Thi overalt herhjemme
Din høie Digterstemme
Har Aandens Kræfter vakt.

Og hver en ædel Mand,
Hver livfuld Ungersvend,
I hvem med Fryd man mærker
En Gnist af dine Værker,
Dig rækker Haanden hen!

Og paa det norske Fjeld,
Og ved den tydske Skov,
Dit Navn, o Oehlenschlæger,
Som ved det danske Bæger
Skal synges Priis og Lov.