Iiskolde Graaskjæg, som Stormene hvirvle fra Norden!
Smertelig saaret du har Sangerens elskende Bryst.
Boer ingen Kjerligheds Gnist i dit grumme steenhaarde Hjerte?
Nei, afskylige Trold! Hjerte ei boer i din Barm!
Yndig og kjærlig er selv det iisombeltede Hekla,
Naar af det rygende Svælg Ildsluen flammende staaer,
Mod din giftsvangre Natsjæl! — Hæv kun dit dødkolde Iisspyd!
Drag i din Vælde kun frem! ha, men jeg trodser din Magt!
Phøibos Apollon, du Straalende! høit anraaber din Søn dig,
Ei om at fylde hans Sjæl mægtigt med Sangdriftens Ild,
Ei om at stemme hans Luth til sødthensmeltende Samklang;
Nei! om din kraftige Bistand Frostkjempen brat at betvinge;
Du kan kun fængsle hans Arm, grusom han leer af mit Mod. -
Jag dine flammende Heste, udsend dine glødende Pile,
Smelt i din lynende Glands hurtig det djævelske Værk! -
Snekongen viger i Dalen — Triumf, Triumf! vi har seiret!
Pilen glødende traf; Isen udbløder sit Liv. -
Langsom rinder det hen, sig Ruden stille forklarer,
Rosenskjær glimter alt frem — fængslende Troldom er løst!
Fly nu til Natten, Barbar! og sæt ei dine Dødningeblomster
Meer i den Yndiges Sted, som kun for Kjærlighed groer!