Kom, vi vil hinanden trøste,
Sorg kun krydrer slet vor Mad;
Vinens Perler skal forlyste,
Druens Guld os gjøre glad;
Sangen øve frit sin Kunst!
Græmmelsen gaae op i Dunst!

Meget, veed vi vel, er sluddret,
Meget sagt med Ret og Skjel:
Hvordan Alting er forkluddret,
Alting sygt og Intet vel,
Kassen tom og Kraften lam,
Ussel hele Statens Kram.

Tyven riig, den Vise lurvet,
Høie Poster uden Valg,
Bonden feig, hans Plovhest skurvet,
Sværdet rustent i sin Balg,
Ingen Drift og ingen Fart,
Alting synkefærdigt snart!

Ei et Blad engang at dække
Statens nøgne Blussel med -
Dog, det kan os ei forskrække,
Allermindst paa dette Sted;
Vinen paa vor Dug i Dag
Minder om det danske Flag.

Det skal ingen Feighed plette -
Venner, Mod i Farens Stund!
Her vi følge Hjemmets rette
Toner gaae fra Mund til Mund;
Her, om end i Tvang og Baand,
Spore vi den danske Aand.

Her, hvor vi som Dreng har leget,
Vil vi stride Mandens Strid;
End er ikke Haabet veget,
Lysten ikke — giv blot Tid!
Her er nok, det vide vi,
Nok at tage Haanden i.

By ved By sig frit skal ordne,
Havne fyldes Flag ved Flag,
Og, naar Krigens Stemmer tordne,
Svares med det glatte Lag;
Ingen Nabo, ingen Mand
Haanligt see til Danmarks Strand!

Her — lad kun Forsagthed mumle -
Naar vort Støv er lagt til Ro,
Her skal vore Børn sig tumle
Frit, og her skal Glæden boe!
Venner, drik med bredfuldt Maal!
Haabet leve! Danmarks Skaal!