Dig, vil man, jeg skal beskrive?
Give atter Skjønhedstrækket,
Som uendelig mig henrev,
Paa et Blad Papir med Blækket?

Hvilken Fordring! Dig, din Ynde
Kan en Digter ikkun male
Med de blødeste af alle
Bløde Toner i sin Tale.

Dit Portrait kan kun en Byron
Henrykt digte, ingen mindre!
Jeg besidder kun et Aftryk,
Skjult, men evigt, i mit Indre.

Ingen kan sig forestille,
Da det trykkedes i Hjertet,
Hvilken Ro, endskjøndt jeg bæved,
Hvilken Vellyst, skjøndt det smerted.