Du klager over, at jeg taler
Prosaiske og kolde Ord,
At i mit Blik og paa min Pande
Af Sværmeri er intet Spor.

At Livsforsikkringens Tabeller
Opfylde Hjertets hele Rum -
At jeg seer ud som en Professor,
Fortredelig, studeert og dum.

Ja, du har Ret. Men hvis er Skylden?
O, at bebreide mig, er haardt!
Som Maanen trækker Havets Bølge,
Har du mig trukket Sjælen bort.

Var jeg ei karsk? Var paa min Læbe
Ei Poesiens friske Duft,
Før dine Øines hede Straale
Udbrændte mig al sund Fornuft?

Nu er jeg Embedsmand og Ridder,
En fredelig, frugtbar Vulkan -
Et lyrisk Udbrud kaster hermed
Mit sidste Digts Ildtulipan!