Alle Folk i Maypures
Holde Siesta — Ingen Zitter,
Poppegøieskrig kun lyder
Uophørlig fra et Gitter.

Hvad er det, som Fuglen ivrig
Med saamegen Fynd fortæller?
Siig mig, hvad dens høie Udraab,
Hvem dens vrede Tale gjelder!

Ingen kan forstaae dens Udraab,
Ingen kan dens Sprog udgrunde;
Hele Stammen, som har talt det,
Hele Slægten gik til Grunde.

Mellem Orinokos Vandfald
Folkets sidste Toner løde,
Og forlængst i Skovens Dybde
Sidste Mand af Ætten døde.

Tidlig dog den røde Kriger
Lærte Fuglens stærke Tunge
Indianerstammens Stridssang,
Hævnens vilde Trudsel sjunge.

Fuglen har ei glemt sin Lærdom,
Har ei tabt Maal, skjøndt Øiet
Længst er slukt, skjøndt graa af Ælde
Krum den sidder, lænkebøiet.

Skaldet er dens gamle Hoved,
Snart den døer, det kan ei feile;
Af den stolte Fugl tilbage
Er kun Skind og hvasse Negle.

Dette, om Aturerfolket,
Vidner nu et Sagn alene.
Ingen Gnist af deres Arne
Ryger meer bag Skovens Grene.

Kampen trængte dem tilbage,
I granitne, snevre Gader,
Til den store Urskovs Mørke,
Mellem skummende Kaskader.

Mand for Mand de faldt i Striden;
Ingen Bue mere hviner,
Ingen Hævnens Piil man frygter
I de mossede Ruiner.

Vil du see de Faldnes Gravsted,
Saa bestig den bratte Klippe,
Søg, saa høit Lianen løber,
Hulen ved Ataruipe!

Uniamas Bjerge seer du
Fra den høie Græsgangs Tepper,
Og Condoren, Caprimulgen
Kredse over Metas Stepper.

Nærm dig de uhyre Grotter,
Alle fyldt med Dødningrester,
Palmesvøbte, Fyrster, Qvinder,
Krigere og Børn og Præster;

Røde af Onotofarve,
Duftende af Gummi — Ære
Yde du den sidste Levning
Af Aturerfolkets Hære!

Dvæl hvor Cataracten ryger,
Hvor Jaguapalmen lufter,
Hvor om Hulens Gab Bignonien
Og Vanilleranken dufter!

Hvor er nu de Faldnes Aander?
Hvor er de forsvundne Slægter?
Mange Ringe staae om Maanen,
Jorden gløder af Insecter.