Paa Dommedag, naar de Basuner skralde,
Og alt henvisner, som var nys i Live,
Da ere vi forpligtet Regnskab give
For hvert et Ord, vi lod unyttig falde.

Hvad skal der blive af de Ord vel alle,
Dem jeg saa elskovsfuld fra Hjertet rive,
Min ømme Beilen at tilkjendegive,
Naar for dit Øre uhørt de hengjalde?

Paa din Samvittighed tænk derfor, Pige!
Betænk hvorlænge Tiden er forhalet,
At dog ei Verden slig en Skamplet faaer.

Naar jeg udregne, undskylde skal tillige
Alt hvad unyttig jeg for dig har talet,
Saa bliver Dommedag fast til et Aar.