Engang i længst forsvunden Tid,
Da Herren vandred hid og did
Fra Øst til Vest, fra Syd til Nord
Blandt sine Børn paa denne Jord,
At see, om alt var rigtig fat,
Han kom en Aften træt og mat,
Da Solens sidste Lysning svandt,
Just til en By. Dog her han fandt
Ei noget Vertshuus eller Kro,
Som kunde skjenke Ly og Ro.
Han standsede sit Fjed. Da saae
Til Høire han ved Veien staae
En Gaard af Grundmuur, lang og høi,
Med store Vindver, Trappe, Fløi;
Til Venstre, ligefor, der laae
En lille Hytte, skjæv og graa.
Vorherre tænkte: „Manden hist
Har meget Gods, han nægter vist
En mødig Vandrer ei et Skjul
Mod Nattens Kuld, lidt Brød og Suul."
Han steeg ad Trappen op i Mag,
Og tog i Klokkens Stræng et Tag; -
Da kom den rige Mand for Dag,
Men aabnede sit Vindve blot
Paa Klem og spurgte tvær: „Hvad Godt?"
Vorherre svared: „Nægt mig ei,
Som vandret har saa lang en Vei,
Et roligt Leiested i Nat, -
Jeg er saa mødig og saa mat!"
Da maalte ham fra Top til Taa
Den rige Mand, og da han saae,
Han havde simple Klæder paa, -
Thi Koften var kun grov og graa, -
Han svared flux: „Kun slet tilpas
Du kommer her! Jeg har ei Plads;
Min store Sal er nys forgyldt,
Og mine andre Kamre fyldt
Med Uld og Korn og andet Gods, -
Der er ei Leilighed hos os
For Gjæster af et saadant Slags!"
Da vendte Gud ham Ryggen strax, -
Og flyttede sin trætte Fod
Til Hytten, som ved Veien stod.
Dens Væg var Leer, dens Tag var Straa,
Men Storkens Rede laae derpaa;
Thi Storken vil saa gjerne boe,
Hvor der er huuslig Fred og Ro.
Og næppe fik han banket, før
Den Fattige kom til sin Dør,
Og tog imod ham med et Nik,
Et Haandtryk og et venligt Blik:
„See, Natten er saa kold og sort,
Du faaer ei Lov at vandre bort,
Det sildig er, kom, sæt dig hen
Ved Ilden her, saa kan igjen
I Morgen du med trøstigt Sind
Gaae videre; — kom nu kun ind!"
Ham Konen rakte Haanden frem,
Og bød: „Velkommen i vort Hjem!"
Da satte sig Vorherre fro
I Stuen hos de fromme To,
Og sagde: „Tak! jeg bliver her."
Og taus han saae paa deres Færd.
Mens Manden sad, til Tidsfordriv,
Og skar en Træsko med sin Kniv,
Hans Kone Melk fra Hylden tog,
Og langsomt den i Gryden slog,
Og da den kogte, rørte hun
Med sikkert Maal i Grydens Mund
De fede Gryn. Hun var ei seen,
Men bredte Dugen hvid og reen,
Og satte saa den varme Grød
Paa Bordet, samt lidt Øl og Brød.
Om Fadet alle Tre nu sad,
Og hvert et Sind var stille glad;
Thi nøisom Fromheds rige Magt
Har tidt Velsignelse nedlagt
I Støvets nok saa ringe Kaar; -
Den om en bedre Fremtid spaaer!
Da nu de havde drukket, spiist,
Og Himlen for dens Gave priist,
Tog Konen bort sit Fad, sin Dug,
Og hvisked til sin Mand i Smug:
„Hør, kjære Mand! jeg tænker paa,
Jeg reder os en Seng af Straa
I Krogen hist; den Vandringsmand
Vel i vor Seng da hvile kan, -
Thi han er træt, og gammel til!"
Da svared Manden: „Som du vil!"
Og det blev seent og Sengetid,
Da sagde han „Kom, Kjære! hid,
Her i vor Seng du hvile blødt,
Og qvæge dine Lemmer sødt
Med Søvn, at du ved Morgengry
Begynde kan din Gang paany!"
Vorherre svared: „Kjære! nei,
Din Seng jeg dig berøver ei,
Du trænger selv til Hvile jo!"
Men Manden lod ham ingen Ro,
Før han gav efter; og de To
Sig lagde glad paa Straaet ned.
Men Søvnen blid og venlig gleed
Paa Øiet og i deres Bryst,
Og snart var Alting taus og tyst.
Men aarle end, før det blev lyst,
Stod Konen op, slog flittig Ild,
Og lagde tørre Spaaner til,
Og laved, som hun kunde bedst,
En Davre for den gamle Gjæst.
Saa stod han op, fik Mad og drak,
Og trykked deres Haand til Tak,
Og vilde gaae; dog vendte han
Sig venligt først til Hyttens Mand
Og sagde: „See, du har mig klart
Dit Hjertes Indre aabenbart;
Jeg saae, Barmhjertighedens Raad
Bar Frugter i din fromme Daad;
Thi giver jeg dig Ønsker tre,
Og hvad du ønsker, det skal skee!"
Forundret Manden paa ham saae,
Men svared glad: „Ifald jeg maa,
Jeg intet bedre Ønske veed
End først en evig Salighed,
Saa Sundhed og nødtørftigt Brød
For os to Gamle til vor Død.
Vi er tilfredse, som du seer, -
Jeg intet veed at ønske meer!"
„Men," gjentog da Vorherre, „du
Har glemt eet Ønske dog endnu.
See her din Hytte, skjæv og vind,
Hveranden Rude er jo blind,
Den skjenker dig kun sparsomt Ly, -
Hvad om jeg bygged dig en ny?"
„Jeg siger Tak," var Mandens Ord,
Det var ei galt, ifald du troer,
At det gaaer an!" — Som sagt, saa skeet!
Et lystigt Underværk blev seet;
Hver Stolpe, krum, sig reiste rank,
Hver brusten Rude blev saa blank.
Straataget blev med Teglsteen takt,
Leergulvet smukt med Fjæle lagt,
Det gamle Boskab reent omstøbt;
Som var det nyligt gjort og kjøbt,
Det glinsed kjønt i Morgensol;
Men kun den gamle Lænestol,
Vorherre havde siddet paa,
End paa sin gamle Plads man saae.
Endnu med taus Forundring stod
De Gamle, da han dem forlod
Og vandred over Mark og Vang,
Mens Morgenlærken muntert sang.
Det var nu blevet høilys Dag;
Den Rige laae med Velbehag
Og hvilede sin ene Arm
Paa Puden i sit Vindves Karm,
Med broget Slobrok om sin Krop,
Og drak af den forgyldte Kop
Sit Theevand og sin Kaffe sød
Med Tvebak eller Sukkerbrød.
Og mens han nød den varme Drik,
Han kastede et flygtigt Blik
Didover, hvor det nye Huus
Var voxet af det gamles Gruus.
Da raabte med Forundring han:
Kom, Kone! kom og see! Hvordan
Mon det er gaaet til? I Nat
Ved et Mirakel er der sat
Istedet for den gamle Røn
En muret Bygning, ny og kjøn.
Aa, spring derover, du! og beed
Dem sige dig derom Beskeed!"
Da Konen løb, og kom igjen,
Og raabte høit: „Ak, kjære Ven!
Hvad har jeg hørt, hvad har jeg seet!
Hvad Underværk der dog er skeet!
Vor Gjenbo har mig saa fortalt:
I Aftes just, da Mørket faldt,
Og kjøligt blæste Nattens Vind,
Da kom en Vandrer til os ind.
Vi gav ham Huusly, Mad og Drik,
Og saa i Morges, før han gik,
Han gav til Løn os Ønsker tre,
At hvad vi ønsked, skulde skee.
Det Allerbedste, som jeg veed,
Han gav os, — evig Salighed,
Og Sundhed og nødtørftigt Brød
For os to Gamle til vor Død;
Og for vor usle Hytte her
Det smukke, nye Huus, du seer!"
Men knap fik Konen sagt sit Ord,
Før Manden op af Stolen foer,
Og heftigt sig for Panden slog,
Og skreeg saa høit: „Jeg er et Drog!
Jeg dumme Nar! jeg Tossefaar!
Den Mand var først hos mig i Gaar;
Men ussel saae han ud, og saa
Jeg sagde nei, og lod ham gaae!"
„Saa skynd dig," svared Konen, „da,
Han ei kan være langt herfra,
Og sæt dig paa din brune Hest ,
Og riid saa fort, som du kan bedst;
Du naaer ham nok, — og beed ham saa,
Om ei du ogsaa ønske maa!"
Den Rige satte flux sig op
Paa Hesten, og i rask Galop,
Han naaede snart Vorherre, som
Kun langsomt frem ad Veien kom.
Den rige Mand var ganske snild,
Han talte da Vorherre til
Med søde, sledske Smigerord:
„Jeg frygter sandelig, du troer,
At jeg af Ondskab i mit Sind
I Gaar ei strax dig lukked ind.
Jeg beder dig, vær ikke vred!
Ei var det af Vrangvillighed;
Jeg søgte til min Gadedør
En Nøgle først i Skabet; før
Jeg kunde ei faae aabnet den;
Jeg skyndte mig og kom igjen,
Men da var du alt borte, Ven!
Dog — dersom nu engang paany
Du gjæste vil vor lille By,
Saa gjør du mig en Ære stor,
Hvis i mit ringe Huus du boer!"
Vorherre svared: „Kommer jeg
Engang igjen, boer jeg hos dig!"
Den Rige nu, med krummet Ryg,
Saa lækker gjorde sig og myg,
Og sagde: „Ak, men vilde du
Tilstaae en lille Bøn endnu?
Min Gjenbo har mig Alting sagt
Om hine trende Ønskers Magt;
Aa, giv mig ogsaa slige tre!"
Vorherre svared: „Det kan skee!
Men bedre var det, hvis du ei
Dig voved paa saa farlig Vei!"
„Ak, tro mig," var den Riges Svar,
„Naar jeg dit faste Løfte har
At Alt opfyldes sikkert blot,
Skal jeg nok ønske klogt og godt!"
„Saa rid," blev Herren ved, „kun hjem,
De Ønsker tre, nu har du dem,
Og næppe faaer du dem udtalt,
Saa skal de vorde opfyldt alt!"
Nu var den Rige glad, min Tro!
Han vendte Hesten om og loe,
Han spored den med Støvlens Hæl,
Og sagde næppe: „Tak! Farvel!"
Saa lod han Hesten langsomt gaae
For ret at speculere paa,
Med mange Planer i sin Hu,
Hvad godt han skulde ønske nu.
Men da han reed kun Fod for Fod,
Og løst han Tøilen hænge lod,
Slog Hesten tidt med Nakken op,
Og rystende sin varme Krop
Den snubled over Stok og Steen,
Og sank i Huller med sit Been;
Det var den rige Mand til Meen,
At den forstyrrede hans Sind,
Saa intet Ønske faldt ham ind;
Og ærgerlig han skreeg: „Gid du
Din Hals maa knække!" — I et Nu
Faldt Hesten om paa Veien der,
Og rørte ei en Muskel meer.
Det Ønske snart han opfyldt saae!
Der stod han flau og saae derpaa;
Men tænkte dog: „Aa hvad! Lad gaae!
To Ønsker har jeg end; med dem
Jeg kommer vel i Verden frem.
Min Sadel og mit Bidsel dog
Jeg vil ei miste!" — Og han tog
Og spændte Alt af Hestens Krop
Og læssed det paa Nakken op,
(Thi gjerrig var den rige Mand!)
Og langsomt hjemad vandred han
Igjennem Veiens dybe Sand,
Mens Middagssolens hede Brand
Ved Sadeltøiets tunge Tryk
Lod Sveden strømme paa hans Ryg.
Da piinte han sig ret med Klem
At faae et dygtigt Ønske frem,
Men naar ham eet i Sinde faldt,
For ringe tyktes ham dog Alt.
Og som det nu saa ofte gaaer,
Een Tanke let den anden naaer,
Saa kom han til at tænke blot:
„Min Kone! — ja, hun har det godt!"
Det ærgred ham, at nu hun sad
Maaskee ved Viin og Middagsmad,
Imens han selv var heed og træt;
Og før han det betænkte ret,
Han fused ud med disse Ord:
„Nu sidder hun ved dækket Bord
I Skygge mageligt, den Sjæl,
Mens jeg maa slæbe mig ihjel;
Gid hun paa Sadlen sad og reed
Og ikke kunde slippe ned!"
Men knap var dette Ord udsagt,
Før Sadlen og ved Ønskets Magt
Forsvandt, og Sagen blev ham klar,
Det andet Ønske opfyldt var!
Da blev han først om Øret heed;
Han løb trods Sol og Støv og Sveed,
For hjemme ret i Eensomhed
At tænke noget Stort og Smukt, -
Det allersidste Ønskes Frugt.
Men Skjebnen kommer tidt paatvert,
Tidt gjør man Regning uden Vert;
Saa gik det her den rige Mand.
Thi næppe kom til Byen han,
Før udenfor sit Huus han saae
En Flok med Støi og Latter staae,
Paa Kjelderskuret Drenge laae,
Og næsviist ind i Stuen saae.
Han styrted ind; — der laae et Huus!
Han nær var blevet reent confuus,
Og vidste ei hvordan? og hvad?
Paa Sadlen midt i Stuen sad
Hans stakkels Kone strunk og reed,
Og kunde ikke slippe ned;
Hun sprællede med Been og Arm,
Og græd og skreeg og gjorde Larm,
Og rundtom stod hans Folk og loe.
Da raabte han: „Jeg kommer jo!
Giv dig tilfreds, min søde Moer!
Det koster mig jo kun eet Ord;
Bliv siddende og vær mig huld,
Jeg skaffer dig al Verdens Guld, -
Bliv siddende, og du skal faae
Alt Godt og Smukt, du peger paa!"
Men Konen skreeg: „Kun lidet kjær
Mig hele Verdens Rigdom er,
Naar jeg paa Sadlen sidder her.
Du har mig ønsket op paa den,
Nu maa du ønske om igjen!"
Det hjalp ham ei, han bad og svoer,
Hun hørte ikke paa hans Ord,
Hun lod ham ingen Ro og Rist,
Saa lystre maatte han tilsidst,
Og knap hans tredje Ønske lød,
Blev Konen udløst af sin Nød.
Der stod han som en ussel Nar;
Alt, hvad han havde vundet, var
Kun Sorg og Møie og til Rest
End Tabet af sin gode Hest.
Den fromme Gjenbo og hans Viv
Henleved et velsignet Liv
I Sundhed, med nødtørftigt Brød;
Og at de gjennem deres Død
Indgik i Himlens Helligdom,
Det kan der ikke tvivles om.