Slyng, David, Stenen mod den store Praler;
Du skal ei ræddes ved hans svære Lemmer;
Den store Krop i indre Huulhed gjemmer
Kun grundig Løgn og affecterte Taler.

Du lille er, men Gud du dig befaler;
Din muskelbrede Arm jeg seer, Du stemmer
Med Kraft, og dine Fædres Ry ei glemmer,
Naar Timen slaaer og Kampens Hane galer.

Stol paa dig selv! vent ei paa de Philistre
I Øst og Vest, der rose sig af Magten, —
De bide ei, skjønt de sig tee saa bistre.

Smil trygt, hvor lumsk end Kjæmpens Øine gnistre,
din Ret, din Arm, din Gud see, det er Pagten!
Jeg gad nok see paa den, der tør foragte'n.