Hver Aftenstund, naar Faar og Ko
Var malket og var flyttet;
Naar Barn og Bo var bragt til Ro,
Og Alt var gjemt og hyttet;
Hver Svend og Mø med lystigt Sind
Sig samlede paa Enge

Og dandsed om den grønne Lind
Til Violinens Strænge.
I Dandsens Kjede saae man da
Hel tidt en fremmed Pige;
Men hvem hun hørte til? hvorfra?
Det kunde Ingen sige.
Hun kom, som var hun faldet ned
Liig Stjerneskud fra Himlen;
Men, naar det henad Midnat led,
Forsvandt hun brat af Vrimlen.

I brede Folder slog sig blank
Det grønne Skjørt af Silke
Om hendes Krop, saa svai og rank
Som Hyacinthens Stilke.
De brune Lokkers rige Krands
I blaaligt Slør sig dulgte,
Og hvor hun svæved hen i Dands,
Hvert Øie hende fulgte.

Selv Ivar Skot, den raske Knøs,
Som ellers sad ved Kruset,
Fra Kort og Tærning rev sig løs,
Af Elskov reent beruset
Og han, som før ei for sin Død
En Qvindes Blik gad døie,
Nu saae sig ganske tam og blød
I denne Piges Øie.

Det Øie ligned Søen blaa,
Hvori sig Vaaren speiler,
Mens Vemods Skyer, bløde, smaa
Hen over Himlen seiler.
Selv let hun var som Svanens Fjer,
Den Vaarens Luftning hæver,
Som naar det klare Maaneskjær
Paa Glumsøs Vande bæver.

Saa sirligt, som han kunde bedst,
Med Barmen fuld af Flamme,
Han svang den gaadefulde Gjæst
Om Lindetræets Stamme.
Og mens de hen i Hvirvlen foer,
Bestraalt af Nattens Kerte,
Der gik saa mange søde Ord
Fra Hjerte og til Hjerte:

Mit Øie aldrig før dig saae,
Dog tykkes mig, jeg kjender
Dig alt saa godt fra Top til Taa,
Som var vi gamle Venner!«
I Drømme saae jeg dig saa tidt,
Jeg mindes næppe Tiden,
Da jo mit Hjerte slog som dit,
Det er saa længe siden.«

Hvor snart to Hjerter enes kan,
Er underligt at tænke!
Dem smedes let ved Længsels Brand
En stærk, usynlig Lænke!«
Den Lænke er saa kjær og blød,
Jeg vil den gjerne bære.
End stærkere, naar jeg er død,
Den vil dit Hjerte være!

Hvi er dit Slør om Bræmmen vaadt,
Som drivende af Vandet?«
Du spørger? og du veed dog godt,
Fra mine Øine randt det!«
Du er som Dagen klar og from,
Og dog en natlig Gaade?«
O, frit mig ei, hvorfra jeg kom,
Det kan jo Intet baade!«

Du elsker mig? et Kys mig giv,
At jeg kan være sikker!«
O, tøv en Stund, hvis ei, mit Liv!
Vort Hjerte Døden drikker!«
Da taug hun pludselig, og sprang
Liig Hinden gjennem Lunden, -
Thi høit fra Taarnet Klokkens Klang
Forkyndte Midnatsstunden. -

I Svimmel gik den Ungersvend
Den Nat og næste Dagen;
Han svoer, at naar de saaes igjen,
Han vilde klare Sagen.
Af en ubændig Higen, snildt
Den Løndom at opdage,
Han Kirketaarnets Uhr fik stilt
En Time da tilbage.

Den Aften kom; og Pigen med
Sit klare Slør om Haaret
I Rækken atter svæved ned,
Som af en Bølge baaret
Ung Ivar hende atter svang
Af ukjendt Fryd besjælet,
Mens deres Hjerters stille Sang
Sig atter sødt formæled.

Alt Maanen op ad Himlen gled
Med blege Veemodsblikke;
Og langt det over Midnat led,
Men hun det aned ikke.
Dog, som de allerbedst blev seet
I Dands, de tvende Unge,
Da hørtes Klokkeslaget Eet
Fra Kirkens Taarn at runge.

Og Ivar krysted hende fast
Til sig med dobbelt Varme.
Da sled hun, dødningbleg, i Hast
Sig af hans stærke Arme.
Hun foer igjennem dunkle Krat,
Som ned mod Søen førte;
De Bønder i den tause Nat
Fjernt hendes Jammer hørte.

Mens alle Pigebørn i Skræk
Sig skyndte hjem til Sengen,
Ung Ivar og hans Venner kjæk
Tog Fart henover Engen.
I Grøft og Grav, i Dal og Lund
De søgte efter Møen,
Til i den klare Morgenstund
De standsede ved Søen.

Der hørte de fra Dybets Skjød
Hiin bittre Jammer klinge;
En Plet frembobled blodigrød
Og bredte sig i Ringe.
Forfærdet stod de tause Mænd
Og stirred over Voven,
Mens Alt dødstille blev igjen
Og Fuglen sang i Skoven.

Ung Ivar Skot forlod sin Bo
Og ind i Skoven rendte;
Hans Hjerte fandt ei Fred og Ro,
Hvorhen sin Fod han vendte.
I Verden Intet meer ham bandt
Til Glæden og til Livet;
En mørk Novemberdag man fandt
Ham druknet mellem Sivet.