Blandt Fortids Tanker din Tanke gaae!
See op til de Store, ned til de Smaa,
Og glem al Timens Besvær.
Men hvor din Tanke saa vandrer hen,
Jeg veed, den kommer frisk igjen,
Sit Hjem den har dog kun her.

Vor hele Vandring fra Vugge til Grav
Er kun som en Draabe i Tidens Hav,
Og vort korte Liv kun et Spil.
Men Een der er, hvem det Store er smaat
Og det Ringe stort, — og det er jo godt,
At Ham vi kan holde os til.

Men midt i Tidens strømmende Elv
Vi kan ogsaa holde os til os selv,
Især naar man vandrer To.
Man har da en Støtte til hver en Arm,
Og glider glat gjennem Verdens Larm,
Mens Hjertet har Stilhed og Ro!