I Dalen der, hvor Veien bugter
Fra Skoven ned mod grønne Vang,
Hvor Haugen glimrer, fuld af Frugter,
Og Søen blinker blaa og lang;
Der ligger Præstens Enkesæde
Med kalket Væg og Tag af Straa;
Jeg ind ad Laagen der vil træde, -
Jeg seer den gjæstfrit aaben staae.

Hvor er her hyggeligt og stille! -
Hvi standser du, min Taare, saa?
Der er kun Een, som seer dig trille,
Jeg troer, han vil dig nok forstaae.
Mit første Offer du frembære
I denne Fredens Helligdom;
Men lad for Alt ei Verden lære,
At ogsaa jeg er blød — og from.

Hør Sølverpoplens blanke Blade,
See Astren i sin Herlighed,
Og Bien fra sit travle Stade
Fortælle mig Alt, hvad de veed;
Hvert lille Straa om hende taler,
Og Alt er mildt og fromt og godt; -
Det Herredom, hvor hun befaler,
Sig smykker rødt og hvidt og blaat.

Her er saa venligt, svalt, hvor Haslen
Sig hvælver over dunkle Gang,
Hvor dæmpet blidt af Løvets Raslen
Kun fjernt man hører Fuglens Sang.
See, Spor jeg øiner her i Sandet,
Saa nydelige, smaa de er; -
Ved Gud! det kan ei være andet,
Hun selv har nylig gaaet her.

Hvad hører jeg? — det klang deromme:
Annette! — med en Stemme fiin?
Ak, Stæren! — ja, jeg seer den komme
Og gynge paa en Balsamin;
Den seer paa mig med kløgtigt Øie,
Den tænker: hvad er du for Een?
Og pynter paa sin Fjedertrøie
Med Næbet og det slanke Been.

Men dette Lysthuus? mon derinde
I Skyggen af Syrenens Tag
Jeg skal den lille Søde finde,
Som styrer dette Hjertes Slag?
Jeg har i Templet mig indviet! -
Her sad hun nys paa denne Plads,
En Skammel staaer her, Broderiet,
En Sykurv og et Blomsterglas.

Og blandt de mange pene Sager
Af Elfenbeen og Perlemoer
Et Glimt af Lykken jeg opdager,
Saa knap jeg mine Øine troer:
See, der i Kurven ligger Brevet,
Som angst jeg sendte hid igaar,
Og hendes Svar jeg finder skrevet, -
Paa Bordets Marmorblad det staaer.

O, søde Anelse! — jeg Stenen
Saa henrykt trykker i min Favn; -
Thi hun i Tanker der med Prenen
Har ridset ind mit fulde Navn;
Der end har staaet noget mere,
Men det er ivrigt kradset ud,
Tre Ord! Mon jeg behøver flere
For stolt at vorde som en Gud?

Jeg bortgav ei den Bladehytte
For noget jordisk Pantheon;
Jeg Skriften der ei vilde bytte
For Marmorskrift fra Babylon;
Og ingen indisk Viisdomskilde
Til Bund og Grund jeg gad forstaae
Saa gjerne, som jeg tolke vilde
De Træk, mit Øie hviler paa!

Vær taus, min Lyst! Vær stille, Glæde!
Mama og Datter, Haand i Haand,
Jeg seer fra Haugestuen træde; -
Den gamle smiler, fro i Aand.
Med grønne Forklæd, hvide Kjole
Min Elskte, rødmende og bly
Heel langsomt skrider, — som til Skole,
Som Svenden fra sin Fødeby. -

Mig denne Hæk skal hellig være!
Og denne Rosenbusk deri
Urørt skal sine Blomster bære, -
Paa denne Plet her mødtes vi.
Her første Gang jeg torde trykke,
Med Øiet vaadt, med Kinden varm,
Min levende, min søde Lykke
Med salig Frihed til min Barm.