Høit paa en nøgen Banke,
Hvor Marehalm og Græs
Af Sandet magert spirer,
Ei langt fra et Næs,
Der laae den gamle Borg
Med Tinde og med Taarn,
Hvor Peder Jernskjæg fødtes,
Og han husede tilforn.

En lille, fattig Hauge
Laae tæt ved Murens Hegn,
Ret som en Haandfuld Blade
Tabt i en øde Egn.
Og alle Træer og Buske
For den barske Nordenvind
Havde bøiet deres Toppe
Forknyt mod Landet ind.

Tungsindigt Taarnet stirred
Mod Nord paa Havets Speil,
Fra Brinken ud til Hesselø,
Til fjerne hvide Seil.
Mod Syd dens Øine fulgte
Med Høi og Dal, der skred
I smaa, i mindre Bølger
Mod flade Slette ned.

Dybt nede, tæt ved Stranden
Et Fiskerleie laae,
Leerklinede Hytter
Med Tag af Tang og Straa.
Om Borgen qviddred Svalen,
Og Maagen skreeg ved Strand,
Hvor evigt mellem Stene
Rulled det salte Vand.

Tre Steenkast vel fra Borgen,
Hvor Veien, sandet, brat,
Den sidste Krumning slynger,
Der stod et lille Krat
Af tætte Avnbøgstubbe,
Af den haardføre Tjørn;
Der Tornskaden bygged
Med sine kjække Børn.

Her standsed just Hr. Peder
Og svang sig af sin Hest.
Det lakkede mod Aften
Og Solen stod i Vest.
Paa Skrænten hviled Folmer
Med Pudlen ved sin Fod;
Iført Hr. Peders Kutte
Den ædle Junker stod.

Med Mandeblods Knopper
Ham Folmer havde smurt,
Ved Rynker og ved Furer ham
Høitaldrende gjort.
De udsyete Støvler
Selv drog han af saa fuus;
Thi barbenet Munken
Jo gaaer fra Huus til Huus.

Han talte til de Andre:
„Jeg ene bør og maa
Som Tiggermunk til Borgen
I denne Kittel gaae.
Med fromme Ord og Lader
Jeg Dragen vil i Ro
Faae dysset, til jeg mægter
At lænke dens Klo.

Thi øiner han os Alle,
Er Faren altfor stor;
Hvor hurtigt naaer ei Haanden
Den rædselsfulde Snor.
Vil han mig selv tillivs,
Ei agter jeg det stort.
Det vorde skal den sidste
Misgjerning, han faaer gjort!

Men er jeg først derinde,
Da lister Eder hid;
Det turde jo dog hænde,
I kom i rette Tid!"
Saa talte han og vandred op
I Veiens dybe Sand,
Med Hætten ned om Panden,
Krum som en gammel Mand.

Hen over Vindebroen,
Hvis Lænker hængte ned,
Han, støttet til sin Knippel,
Traadte med langsomt Fjed.
De næsvise Krager,
Halvtamme, op han jog;
Han spændte sine Muskler,
Og kjækt hans Hjerte slog.

Paa jernbeslagne Portlem
Med Staven banked han:
„I Herrens Navn! luk op
For en vansmægtet Mand!"
Da aabned sig en Luge,
Et Ansigt, blegt og fedt,
Med blakkede Skjæggebørster,
Saae ned og spurgte vredt:

„Hvad nu?" Men da hans Øie
Fra Vinduet blev vaer
Den fredelige Gubbe
I den hellige Talar,
Af halvforglemte Vane
Han mumlede: „Guds Fred!
Bi lidt, nu skal jeg komme!"
Og saa kom han ned.

Han Portlemmen aabned,
Lod Munken foran gaae,
Og laasede saa atter
Med Nøgle og Slaa.
Men inde i Kammeret,
Med lumsk, fjollet Smiil
Han sagde: „Fromme Broder!
Kom sæt jer og hvil!"

Mat lod sig Strange segne
Hen paa en Løibænk, hvor
Hans Falkeblik foroven saae
Den frygtelige Snor.
Og mens den Anden stod
Og gloede paa ham stum,
Han lod sit Øie glide
Om i det snevre Rum. -

Paa Væggen hang en Armbrøst,
En Dolk og et Sværd,
I Krogen stod et Madskab,
Ved Siden et Spær.
Et Kruus der stod paa Bordet,
Hvor en Ølbimpel laae;
Og Døren op til Taarnet
I et Hjørne han saae.

Men da han vel fik mønstret
Den Vægters raae Gestalt,
Med Eet det som et Slør
Ham fra Øinene faldt.
Han kjendte godt hans Næve,
Han havde følt dens Greeb,
Han var blandt dem, der bandt ham
Til Hjortens Ryg med Reeb.

Op flammed da hans Hjerte,
Dog tvang han end dets Ild;
Han tog et Bæger, bad en Bøn
Og drak ham saa til;
Og mens han suged Øllet
I langsomme Drag,
Den lurvede Kjæmpe
Han speidede i Mag.

Der stod han i sin Kofte graa,
Skinhellig og slug,
Stivt stirrende, med foldede
Hænder for sin Bug.
„Hør," mæled da Hr. Strange
Og satte hen sit Kruus,
„Du kommer sagtens sjelden
Til Gjæst i Herrens Huus?"

Nei," grinte Kjæmpekarlen
Og krammed i sit Haar,
Til denne Ravnerede
Ei Klokkeklangen naaer!"
Saa skrift mig dine Synder,
At Afløsning Du kan faae,
Saa er dit Øl betalt!"
Og han mumlede: „Lad gaae!"

Først sige Du dit Credo!"
Det har forlængst jeg glemt!" .
Saa bed et Paternoster!"
Det paa samme Sted er gjemt!"
Knæl ned da! jeg vil bede,
Tag af min Mund hvert Ord!"
Og uvilkaarligt Karlen
Sig neiede mod Jord.

Knap laae han der nedbøiet
Og slog sig for sit Bryst,
Og mumlede i Skjægget:
Forført af Syndens Lyst" -
Saa greeb ham Junker Strange
I Qværken, fast og kjæk,
Og væltede ham baglænds,
Som man vælter en Sæk.

Da brølede den Skumle:
Ha, er det saadan fat?"
Men Strange fik ham Knæet
Paa den brede Bringe sat,
Som naar et Neg man binder;
Han med sin Høire slap
Og famled efter Dolken, -
Da blev den Vægter rap.

Om paa den ene Side
Han som en Orm sig vreed!
Saa Junkrens Knæ mod Flisen
Liig en Hammer slog ned;
Som naar en Ganger steiler,
Han krummede sin Krop,
Paa Knæ, een Haand alt strakte
Han imod Snoren op.

Rask tog ham Junkrens Arme
Et vældigt Undertag,
Han styrted sig mod Døren,
Op sprang den med Brag!
De rulled som to Slanger
I Portrummet ud,
Høit brølede den Vægter
Da som en tirret Stud.

De vælted sig, de kjæmped,
Og Kampen de forstod;
Men Stranges unge Kræfter
Holdt ei Skridt med hans Mod.
Det sortned for hans Blikke;
Men af Taageslørets Gjem
Han syntes, at der straaled
To søde Øine frem.

De smilte saa bedrøvet!
De gav ham atter Kraft;
Hans muskelspændte Arm
Blev som et Egeskaft.
Det lysned for hans Øine,
Hans Tanke blev klar,
Og atter blev han øverst,
Som før han underst var.

Han slap med begge Hænder,
Tog Tag i Knegtens Skjæg,
Sin Dolk han rask fik viklet
Af Kuttens side Læg.
Høit svang han ud sin Høire;
Grum i sin Hævn og Harm
Han vilde sænkt dens blanke
Staaltunge i hans Barm.

Men i et Spring kom Folmer,
Hr. Peder fulgte med;
Han kjendte jo, som Bjørnen,
Sin Hules Leilighed.
Saa svinebandt de Karlen,
Og, væltet paa sin Ryg,
Han laae med Fraad for Munden,
Taus stirrende og styg.

Han stønned, og hans Lemmer
De bævede som Siv;
Han bad og han tigged
Alt for sit usle Liv.
Da sagde Peder Jernskjæg:
Du bliver her, min Søn!
Jeg skal Dig lade hente
Og faae Dig Portnerløn!"

Men Strange flux med Dolken,
Han end i Haanden bar,
Det tunge Nøgleknippe
Af Karlens Belte skar.
Uhyre Længsel drev ham
Som Skibet en Bør;
Ind stormed han i Kamret
Og sparked op en Dør.

Ad Vindeltrappens Hvirvel
Han svimlende steeg op;
Og lige under Hatten,
Tæt under Taarnets Top
Han standsed ved en Laage,
Af Egetræ gjort;
Tre Nøgler først fik aabnet
Den knagende Port.

Han traadte ind forsigtigt,
Med Haanden for sit Bryn,
Thi Solens sidste Straale
Skarpt blændede hans Syn.
Sit Afskedsblik den kasted
Vemodigt, venligt paa
Det Knippe Straa i Krogen,
Hvor liden Ellen laae.

Ned bøiet over Leiet
Ei voved han en Lyd;
Han stirrede paa Pigen
Med smerteblandet Fryd.
Ei saae hun Solens Hilsen,
Hans Fjed ei hørte hun,
Thi lukt var hendes Øie
Og bleeg var hendes Mund.

Een Haand laae under Kinden
Og een i hendes Skjød.
Forfærdet da han hvisked
Til sig selv: „Hun er død!"
Han greeb en Haand fortvivlet

O, Gud ! den var dog varm !
Da løfted Ungersvenden
Den Lilie paa sin Arm.

Saa ømt han bar sin Skat ned
I Borgens skumle Gaard;
Omkring hans Skuldre hængte
Hendes lange, blonde Haar.
Paa Stenen, tæt ved Brønden
Han satte hende ned;
Strax Folmer var ved Haanden
Og den gamle Ridder med.

De støtted hende kjærligt,
Mens Strange paastand
Fik vundet op af Kilden
Det friske, kolde Vand.
De stænked hendes Pande,
De væded hendes Mund;
Et Suk opsteg fra Barmen,
Og sagte aanded hun.

Sin høire Haand hun løfted,
Men atter hen den faldt;
Hun hæved sky sit Hoved,
Som havde Nogen kaldt;
Men pludselig hun aabned
To Øine saa blaae,
Saa fromme, som de ud
Fra Paradiset saae.

Tilbage foer Hr. Peder
Ved dette søde Syn,
Med begge sine Hænder
Han dækked sine Bryn,
Og hviskede: „Gudsmoder!
Det er det samme Blik,
Som, sidste Gang jeg var her,
Af to Øine jeg fik."

Han sagde: „Ædle Frøken!
Tak Gud! vær uden Frygt!
I staaer i Venners Værge,
Og I tør aande trygt!"
Til Side holdt sig Strange;
Men Folmer havde rask
Alt med sin Daggert hugget
Løvgrene af en Ask.

Og af de seige Qviste
Indslynged fast og tæt,
Han fik paa de længste
Snart flettet nok saa net
For Pigen en Bærebør,
Heel magelig og svai; -
Hun kunde jo ei vandre
Den lange, tunge Vei.

Hr. Peder løfted Møen
Paa sin mægtige Arm;
Hans Øine bleve blanke,
Fast bævede hans Barm.
Han lagde hende lempeligt
Paa grønne Seng, og mild
Han tog sin brune Kutte
Og dækked hende til.

Hr. Strange fik sig atter
Ført Støvler paa og Hat
De raske Ungersvende
Da begge toge fat.
Ud bare de skjøn Jomfru
Af Borgens snevre Port.
Eia, den Junkers Hjerte
Ham næsten blev for stort!

Ung Folmer bar ved Hovedet,
Men foran Strange bar,
Hun kjendte ham sletikke,
Saa dunkelt som det var.
End stod der kun en blegrød,
Guldrandet Sky i Vest.
Hr. Peder efter lunted
Paa sin abildgraae Hest.

Fra Søen vifted Vinden kold
Hen over Lyngen bruun,
Men nede mellem Bankerne
Blev Luften mild og luun.
Den stille Himmel hvælved
Sit guldbrodeerte Telt.
Ei kunde Folmer tie her,
Ihvad det skulde gjældt.

Bagved ham reed Hr. Peder
Opslugt af Minders Strøm;
Foran sig saae han Strange,
Og tænkte sig hans Drøm.
Og mellem dem hans Blikke
Paa Lilien sank ned.
Hans Hjerte var saa freidigt, -
Nu fik han løst sin Eed. -

Ja, havde han havt Vinger, did
Han fløiet var paa dem,
Hvor den kongelige Frue
Sad i sit stille Hjem.
End havde han tilbage
En lang og møisom Gang.;
Thi hæved han sin Stemme
Og fløi afsted i Sang:

Sov sødt, Du Liliehvide!
Vaagn op som Rose rød!
Ei længer skal Du lide,
Thi nu er Sorgen død;
Forvundet er al Smerte,
Frisk Glædens Blomst vil groe;
Nu flere end dit Hjerte
Kan slaae sig til Ro

Min frydefulde Tanke!
Afsted, tag Vinger paa;
Hen over Skov og Banke
Din lette Flugt skal gaae.
O, naaderige Dronning!
Modtag den Flyver godt, -
Som Bi den bringer Honning,
Og Kuben er dit Slot.

Den samme Vei jeg vandred
Nys med saa tungt et Fjed;
Hvor er den nu forandret,
Saa jeg undres derved.
Du brede Eng langs Skove,
Som gjemmer i dit Skjød
Den Sø med blanke Vove,
Er dobbelt grøn og blød.

Du klare, milde Stjerne,
Som tindrer hist saa blaa,
Du trøstede mig gjerne,
Da sorgfuld Du mig saae.
Paa dine fjerne Veie
Til Gjengjæld for din Trøst
Du ogsaa nu skal eie
Det Halve af min Lyst.

Her under disse brede,
Løvrige Grenes Pagt,
Har Fugle smaa paa Rede
Til Slummer sig nu lagt;
I Bøg, i Ask, i Elle
Jeg gad dem vække her,
Jeg vilde dem fortælle,
Hvor lykkelig jeg er!

O, Livet er dog yndigt,
Ak, men det er saa kort,
Det var dog altfor syndigt,
Hvis snart jeg skulde bort.
Nei, let jeg end mig svinger,
Jeg føler, paa min Fod
Er Sommerfuglevinger
Og Solglimt i mit Blod!" -

I Jægerhusets Hauge
Ved aabne Laage saae
Alt Morgenstjernen længe
Den gamle Kone staae.
Der, lænet op mod Stolpen,
Før Dagens Lys blev tændt,
Hun havde Øiet stadigt
Til Skovveien vendt.

Thi Længsel og Forventning,
Liig onde Alfer to,
Fra Øiet og fra Sindet
Havde jaget Søvn og Ro.
Een Tanke bragte Gysen,
En anden Blodet jog
Af Glæde gjennem Hjertet,
Saa uden Rast det slog.

Med Buen under Armen
Og Tasken ved sin Lænd
Var Manden alt i Skoven;
Ham Vanen drev derhen,
Hvor Snarer var ophængte
Og der var stillet Fald;
Han røgted endnu trofast
En Jægers muntre Kald.

Hun stod og ændsed ikke
Den gamle, troe Pasop,
Som sad foran og logred
Og saae til hende op;
Ei hendes Øre hørte,
At mellem Blad og Green
De Fugle smaa paa Rede
Nu vaagned Een for Een.

Med Eet hun løfted Armen
Og skygged for sit Bryn;
I hendes Øie speiled sig
Det frydeligste Syn.
Fra Skovveien, saae hun, kom
Hr. Peder paa sin Hest,
Paa Leiet, mellem de Unge,
Den høitelskede Gjæst.

Ind under Lindegangen
Bar de den Byrde sød,
Just som den første Straale
Af Morgensol frembrød.
Forundret vaagned Ellen,
Matøiet, bleeg om Kind;
Gjennem venlige Stuedør
De ledte hende ind.

Da saae hun Jægrens Hustru,
Da saae hun, hvor hun var;
I hendes Øie tindred
En Glædestaare klar.
Her fandt hun atter Een dog,
Som vidste hendes Navn;
Her kunde sødt hun hvile
Som i en Moders Favn.

Hende Hvilen beredtes af
En trofast Kjærlighed,
Og Pleie, som en Moder
Kun ret forstaaer og veed.
Hr. Peder sad og smiled,
Mens Folmer slumred alt;
Han kunde ei faae Øiet
Fra den yndige Gestalt.

Først da hun med den Gamle
I et stille Kammer svandt,
Da søgte han til Leiet,
Og snart ham Søvnen fandt.
Men Strange gik i Skoven,
Hans Sind ei havde Ro;
Han elsked liden Ellen,
Men — sit Skjold var han tro.

Til sine fire Venner han
Sørgmodig havde sagt:
Vil I mit Vel, saa være
Paa Hjertet det Jer lagt:
Nævn ei mit Navn for Ellen,
Hun selv det vover ei;
Og dele Dødens Bæger
Med hende, kan kuns jeg!"