Høstsolen blinker liflig, frisk blæser Østenvind,
I Ulvesund en Snekke stolt og herlig stryger ind,
Med broget Skjold i Masten, med gyldne Fløi paa Top
Den skyder gjennem Bølgeskum sin stærke, slanke Krop.

Hvor Kulsbjerget hæver sin grønne Spids i Sky,
Mens Foden sig gjemmer luunt i Skovkrandsens Ly,
Hvor Bølgen slaaer mod Klinten, og Bækken gaaer deri,
Den giver op sit Seil, og lægger roligt bi.

Den Viking staaer paa Toft og skuer ind mod Land,
Han kneiser med sit Hoved, den vældige Mand;
Hans Øie luer venligt, men kraftig er hans Færd,
Op skyder han sin brede Hat, og støtter sig paa Sværd.

Langt oppe hist i Skoven der staaer et Bondehuus,
Af Bøge rundt beskjermet mod Vinterstormens Suus,
Og Bondens rige Lader bag Toppen kan I see;
Den Mand vil jeg nu gjæste to Dage eller tre.

I Lasten ligger Øl og Mjød og røget Flesk og Kjød,
Og gjæster I en Bonde, betal ham for hans Brød;
Men den som røver Kid og Lam, skal snart i Helheim boe,
Ved Thor! det sværger Asbjørn, og ham kan I troe!«

Søgutterne forstaae ham, de løfte deres Hat,
Saa bliver han i Jollen flux til grønne Strandbred sat;
Den milde Sommervind omkring hans Kinder slaaer,
Han aander Skovens friske Luft, og opad Banken gaaer.

25Glad hører han paa Fuglene, de synge dog saa dansk,
Saalænge har han hørt dem qviddre velsk og fransk!
Mens Odins Øie luer mellem Bøgenes Top,
Han trænger gjennem Krattet og jager Haren op.

Han hører Hunden glamme, og snarligt han staaer
30Med bankende Hjerte ved Bondens Urtegaard,
Der leirer sig om Huset med Hække rundtomkring,
Og ender sig ved Høien, hvor Bækken gjør et Sving.

Hvi banker da hans Hjerte? Ak! han seer sin Fæstemø,
Den fuldeste Rosenblomst paa hele Sjællands Ø;
35Alt fra den spæde Alder var Thora ham bestemt,
Sex Aar han drog i Leding; hvis hun ham nu har glemt?

Der staaer hun nu i Haugen, som den rankeste Vaand,
Og strækker mellem Grenene den flittige Haand,
Hun hæver sig paa Taaen, og plukker Æbler ned,
40Og lægger dem i Kurven af det hvide Pileved.

Med sine trinde Fingre hun reder Træets Blad
Af de guldgule Lokker, og skiller dem ad;
Da seer hun Ungersvenden, som kiger skjult derind,
Da isner hendes Hjerte, da blegner hendes Kind.

45»Hist lurer jo en Viking bag Pilehækkens Væg,
Saa rank som et Straa og saa stærk som en Eeg,
Ved høire Hofte Øxen med Sølverblomst indlagt,
Det brede blanke Sværd ved den venstre holder Vagt.

Hvor mon han vel har røvet den gyldenblanke Ring,
Som slynger sig om Armen med Bugter og med Sving?
Og Hornet af Sølv? — Men hvor vil jeg dog hen?
Det er jo Asbjørn Bonde, min høitelskede Svend!

For sex Aar siden vi leged her i Eng,
Af Mod han var en Kjæmpe, af Alder kun en Dreng;
Nu er han sex Aar smukkere! Eia! Hvor han er smuk!
Ih! Freia mig bevare! mon han hørte det Suk?

Men at skræmme mig saaledes! naa! bi du mig kun!
Med Fingren lagt paa Kind hun grunded en Stund,
Saa iled hun til Laagen, og lukkede den op,
Og vinkede ad Manden over Hasselbuskens Top.

Hvis ei du er en Viking med vildt og blodigt Sind,
Saa træd igjennem Haugen med mig i Hallen ind;
Min Fader er til Skovs; men det er Skik i hans Huus,
At hver en Vandringsmand skal lædskes af hans Kruus.

Hun førte ham i Stuen, lagde Hynden paa Bænk,
Og rakte ham i Hornet den første Velkomstskjenk;
Hun bredte Dug paa Enden af det lange Egebord,
Og satte Fadet frem med Skinken trind og stor.

Saa sysled hun omkring ham; men han saa stille sad,
Og rørte ikke Haanden til Drik eller Mad.
Hans Øie hende fulgte, ihvor hun monne gaae,
En brændende Længsel udi hans Blikke laae.

Men see, du vil ei smage hverken Suul eller Brød,
Saa spiis af denne Frugt, du kan troe, den er sød!
Og vil du ei dette, saa fortæl mig da,
Hvor gaaer vel din Vei? og hvor kommer du fra?

Saa vidt om alle Lande jeg paa Bølgerne drog,
Hist hviler sig min Snekke fra det vildsomme Tog.
Med Kong Regner har jeg vovet i Frankland en Dyst,
Og mine Sværd har blinket paa Grækenlands Kyst.

Nu vil jeg Plougen tømre i min rolige Bo,
Hvor Bøgene værne, og hvor Axene groe;
I Høsten vil jeg bede i Skov den vilde So,
Om Vintren vil jeg tømme mit Mjødhorn i Ro.

En trofast Ven mig fulgte paa Havets stærke Flod,
Han fulgte mig, ihvor jeg saa gik eller stod;
Han hedder Asbjørn Bonde, og han sendte mig afsted
At bringe dig god Hilsen, — og Smykker har jeg med!«

Han sagde det saa hurtigt, og drog saa et Suk,
Og tømte saa et Mjødhorn med vældige Sluk;
Men Pigebarnet rødmede, hun smilede, hun loe,
Og bukkede sig hastigt, og spændte sin Sko.

Ak! ja jeg kan nok huske ham, vi legede i Eng
For sex Aar siden, da han endnu var en Dreng;
Nu kjendte jeg ham ikke, det troer jeg bestemt,
Og mig har han vist ogsaa for længe siden glemt!«

Nei, frisk dit Minde leved i hans Hjerte overalt,
I den fredelige Bugt, og hvor Slyngeregnen faldt,
I duftende Lunde, blandt Roser og Jasmin,
I Kamp, naar Sværd opstemte de frygtelige Hviin.

Saa tidt har Freia hørt hans forelskede Ord,
Dit Navn han ofte satte mellem Odin og Thor,
Hans Troskab er saa grøn, som Bøgetræet hist,
Og aldrig vil den visne, det kan du troe forvist;

Vel mangen faver Qvinde ham sendte søde Blik,
Men aldrig ham beruste den stærke Luedrik;
I Myklegaard de vrimle, som Foreller i en Aa,
Men aldrig fik de Ungersvendens Hjerte til at slaae.

De ere slanke Svaner med krumme Ørnenæb,
Gazellens frække Øie, Paafuglens stolte Slæb;
Ei Morlandets bruunrøde Rose blev ham kjær,
Kun du, hans danske Lilie med Morgenrødens Skjær!«

Med søde Smiil paa Læben hun hørte hvert hans Ord,
Og lænede den hvide Arm paa mørke Egebord.
Hun sagde: »Ak, nu hører jeg, du er da vist en Skjald?
Du øver dine Kunster, og følger Brages Kald!

Hvad du har sagt om Asbjørn, det er jo grumme smukt,
Men i mit Hjerte bærer det dog ingen liflig Frugt.
Hvi reiste han saa vide bort, mens jeg end var et Barn?
Ak, nu har Freia fanget mig udi et andet Garn.«

Det sagde hun med Liste; — men bleeg som en Væg,
Han strøg sig barsk med Haanden om det krusede Skjæg,
Og reiste sig fra Bænken, og tog til sin Hat,
Ned ad den lange Halle han skyndte sig brat.

Da hørte han, »Ak! Asbjørn!« fra hendes Læber lød,
Ham foer gjennem Hjertet en Glædessittren sød,
Som naar en kjølig Luftning i stille Sommernat
Heel pludselig hensvæver i det gysende Krat.

Han vendte sit Hoved, han læste hendes Blik,
Der laae en reen Forklaring, han ingen anden fik;
De favnedes saa kjærligt, de trykked Mund paa Mund,
Saa tæt som Tvillingmuslingen paa Havets tause Bund.

Den gamle Thorkil feired saa stolt en Bryllupsfest,
Og alle Asbjørns Gutter de vare med til Gjæst;
Heel lystig Leeg blev drevet med Dands og med Sang,
Mjødhornet stod ei stille, mens Harperne klang.

Den tredje Dag til Stranden gik det hele Bryllupstog,
Hvor Snekken utaalmodig laae i Bølgerne, og slog;
Med rige Skjenk og Gave blev Ruffet fyldt paa Stand,
Sidst førte man den bedste Skat ud fra den grønne Strand.

Høstsolen blinker lifligt paa Himmelspeilet klart,
Da bugne sig de hvide Seil, og Snekken tager Fart;
Hvem fører Vestenvinden vel af Ulvesundet ud?
Ak! det er Asbjørn Bonde og Thora, hans Brud!