Jeg laae i Græsset nys,
Og saae hver Lilie
Faae Sommerfuglens Kys
Imod sin Villie;
Mens Biens Læber hang
Ved Blomsterdusken,
Jeg hørde Fuglesang
Bag Rosenbusken.

Men ogsaa hørdes der
En sagte Hvidsken;
Da hasted jeg mig nær
Til Tamarisken,
Og drog saa jevnt med Flid
En Green tilbage; -
Men aldrig nogentid
Har jeg seet Mage!

I Buskens indre Bryst
I grønne Skygger,
Hvor Nattergalen tyst
Sin Rede bygger,
Der stod en lille Knegt
Med gule Lokker,
Og Busken ved hans Vægt
Saa sagte rokker.

Han stod med sine Been
I Stammens Kløfter,
Mens paa en løvfuld Green
Sin Arm han løfter;
Hans Vinger vare blaae,
Med Guld isprængte;
I Busken Kogret laae,
Og Buen hængde.

Han smilde skjelmsk og snild;
Men knap jeg taalde
Den underfulde Ild,
Som Øiet straalde.
En lille Skaal af Guld
Stod ved hans Side;
Men, hvoraf den var fuld,
Maa han nok vide.

Ned i den gyldne Skaal
Han dypped Pilen,
Og saae paa grumme Staal
Med sælsom Smilen;
Hans Øie vogted paa
En Fuglerede,
Hvor tvende Unger laae,
Og peeb dernede.

Han tog med nænsom Haand
Paa deres Tunger,
Og skar for Talebaand
De spæde Unger;
Han strøg dem begge to
Med Sødt om Munden;
De rysted sig; — da loe
Han høit i Lunden.

Den gamle Nattergal
Sad saa andægtigt,
Og hørde, hvor hans Pral
Var stolt og prægtigt;
Hun tænkde vistnok paa,
Da hun var Unge,
I Skolen maatte gaae,
Og lære sjunge.

En Gud,« han sagde, »er
Nu eders Amme,
Thi jeg vil skjænke jer
Min høie Flamme;
Mit Guddomssprog, mit Bud
Jeg eder lærer,
Og sender jer saa ud
Som Missionærer.

Den anden FugleætMaa ogsaa lære,
Men kommer dog ei ret
Til nogen Ære!
Men I er af det Slags,
Som vist kan hexe;
I kommer alle strax
I Mesterlexe.

Min Bitterhed er sød,
Min Qval er Glæde,
Og det er Sorgens Død
For mig at græde.
Den Sæd skal I udstrøe
I Svendens Hjerte,
Oplære hver en Møe
I Elskovssmerte.

Naar eensomt Svenden gaaer
I Elskovstanker,
Ved Vindvet Pigen staaer,
Og Hjertet banker;
Hun seer jo nok hans Vei
I mørke Fjerne,
Men aabner Vindvet ei; -
- Hun vilde gjerne! -

O! slaae da sødt og net
I Foraarsdalen,
Saa hvidsker Mennesket:
Hør Nattergalen!
Og paa mit store Navn
Vil Alle raabe,
Og under Livets Savn
Paa mig kun haabe.

Da voxer stolt omkring
Min Magt paa Jorden;
Og da gaae alle Ting
Først ret i Orden;
Thi det er Sorgens Død
For mig at græde;
Min Bitterhed er sød,
Min Qval er Glæde!

Jeg gysde ret derved, -
Han fløi med Latter,
Og paa sin Rede ned
Sprang Fuglen atter.
Nu veed vi da bestemt,
Bag Løvets Gitter
Der præke luunt og gjemt
De smaa Jesuiter.