Min Elskede! Du har mig sagt:
„Du tænke skal paa mig med Glæde!"
Og ved Din Villies fromme Magt
Forbød Du ogsaa mig at græde.

Og om nu Taaren, bitter, heed,
End stundom Øiets Rand vil bade,
Jeg vogter dog, at ikke ned
Den trille skal paa disse Blade.

Du vilde ane den — som Gnist
Det maatte falde paa Dit Hjerte; -
Men aldrig vil — det veed Du vist -
Jeg lægge Tønder til Din Smerte.

Med Vold jeg standser Taarens Væld!
Men ak! saa længselsfuld og bange,
Jeg lindre maa, beklemt, min Sjæl, -
Og sukker dybt i mine Sange!