Der var saa ængsteligt i Haven!
Den Luft var som en Marmor graa;
Som Kistens tunge Laag i Graven
Den trykkende paa Hjertet laae.

Jeg voved neppe ret at aande,
Mit Bryst var voldsomt sammensnørt;
Og det var kun med Qval og Vaande,
Jeg fik en Stavelse fremført.

Mig syntes, Du var fremmed mod mig,
Jeg aned, at Dit Hjerte leed,
Saa al min Sindighed forlod mig, -
Og, hvordan saa jeg var — Du veed.

Da rakte mig Din Haand den lille,
Den spæde Rose, rød og rund,
I Øiet glimted Tanker milde,
Og Veemod dæmred om Din Mund.

Jeg tog den som et Pant paa Freden:
At jeg endnu Dig er lidt kjær,
At Du tilgiver „Kjedsomheden",
Som Du maa lide ved min Færd.

Den lille Rose — ak! den visner!
Men den, som blusser i mit Bryst,
Skal did, hvor ingen Kulde isner,
Mig følge til hiin fjerne Kyst.

Den lille Rose — ak! den falmer!
Men den, som i mit Hjerte groer,
Skal under Evighedens Palmer
Sig brede til en evig Flor!