Jeg seer det grant, Du favre Qvinde!
At aldrig jeg har elsket før,
Men evigt vandret kun i Blinde!
Nu veed jeg vist, nu skal jeg vinde
Paa Jord min Himmel, før jeg døer.

Spørg ei, om jeg har glemt at klage?
Om jeg har ingen Kummer meer?
Ak jo! naar jeg vil Sløret drage
Fra Fortids Mørke, og tilbage
Jeg paa min svundne Vandring seer.

Men den skal ligge dybt begravet,
Som den fra evig Tid var død.
Nu er, som Stjernen op af Havet,
Min Fremtid, rigt med Glands begavet,
Af Dine Taarers Strøm jo fød.

O, lad Dit Blik, det hulde, hvile
Paa dette slette, skrevne Blad!
Ved Dine Suk, ved Dine Smile
Vil der om mine Ord fremile
En frisk og frodig Blomsterrad.

Mens Roser paa din Kind sig sanker
Og Duggen om Dit Øies Blaa,
Mens i Din Barm mit Hjerte banker,
Vil mine dunkle, træge Tanker
Forklarte, vingede fremgaae.