Velkommen, Lærkelil!
Jeg ved ej Strengespil,
saa sødt og rent og jublende saa vide,
som disse Tonedrag,
de glade Klokkeslag,
der ringer Vaaren ind ved Vintertide.

Du sværmer ikke vildt,
du kredser ikke snildt,
vil intet Rov i dine Brødres Vrimmel,
du flagrer ikke om,
men frejdig, frisk og from
du gaar den lige Vej fra Jord til Himmel.

Ej svimler du derved,
men daler trøstig ned,
ned til din Græstørv og din lille Mage:
I Højhed som i Fald
du følger tro dit Kald,
og derfor har I vel saa glade Dage.

Du Troens rette Fugl,
som bier kun paa Jul,
og kun i Aarets Skumring holder inde,
for saa med Jubelsang,
naar Rug er oven Vang,
at varsle højt om Vaarens lune Vinde. -

Kom, lær mig Noder til
det Haabets Strengespil,
som tvinger dig før Gry at være vaagen,
lær mig som du at se
igennem Mulm og Sne
den Pinseglans, der dølger sig bag Taagen.