Naar Egene knoppes,
og Granerne duppes,
og Skræpperne kante den støvede Vej.
Naar Frøen fortæller,
mens Guldregnen hælder
sig over Syrenen i hviskende Leg,
da dages, da kommer
den danske Skærsommer,
farvel og paa Gensyn, du liflige Maj!

Naar Rugen alt bølger,
og Kornblomsten dølger
sin blaa lille Kyse bag Gitter af Straa.
Naar Føllene tumle,
mens Køerne gumle,
og Viben sig soler med Ungerne smaa,
da dages, da kommer
den danske Skærsommer,
og derom alt fløjter den Nattergal graa.

Naar Skoven har Skygge,
og Bien gør Lykke,
og Bøgen har mørknet sit lyseste Blad.
Naar Roser udspringe
blandt Torne, som stinge,
lig luende Elskov af truende Had,
da dages, da kommer
den danske Skærsommer,
den er der, og gør selv den tungeste glad.

O, fly ej for snarlig,
men bring os lidt varlig
fra Nætternes lyse til Tusmørkets Stund!
Vi vented saa længe
paa blommende Enge,
paa Duften fra Rosernes svulmende Mund, -
men bedst som du kommer,
du favre Skærsommer,
saa hastigt du flyr som et drømmerigt Blund!