Lær mig, Nattens Stjerne,
at lyde fast og gerne!
ej at vige fra den Vej,
Himlens Gud tilmaalte mig!
Lær mig, Nattens Stjerne!
Lær mig, Markens Blommer,
at bie paa min Sommer,
midt i Verdens dybe Ve
at spire under Vintersne.
Lær mig, Markens Blommer!
Lær mig, golde Hede,
du brune Lærkerede,
nøjet med en fattig Høst,
at huse Sangen ved mit Bryst!
Lær mig, golde Hede!
Havets Bølgehære,
lær mig mit Aag at bære,
og som I, naar Sol gaar ned,
at spejle lidt af Himlens Fred!
Lær mig, Havets Bølge!
Lær mig, grønne Lunde,
at skygge, om jeg kunde,
hver som kommer mig forbi,
Ven og Fjende, paa min Sti!
Lær mig, grønne Lunde!
Sol i Aftensvale,
lær mig den Kunst at dale!
Kun mod Nattens Dyb at gaa,
for nyfødt atter at opstaa!
Lær mig, Sol, at dale!