Hyp, min Hest, lad Ploven gaa,
pløje ned hvert Stubbestraa,
lokke frem den slugne Larve,
den kan Spurv og Krage arve,
rydde op det onde Kuld,
skørne godt den haarde Muld.

Denne Mark jeg har saa kær,
den er Bøgeskoven nær,
den har Stork, og den har Lærke,
den har Danmarks Modermærke.
Mod en gammel Kæmpegrav
Vinden stryger ind fra Hav.

Ak, jeg véd et Pløjeland,
nu for os en fremmed Strand,
Torn og Tidsler har det døjet,
og med Kugler er det pløjet,
dog saa dansk i Bund og Grund,
som en Mark ved Øresund.

Men naar Timen er dertil,
og naar Hævnens Herre vil,
skal med ham vi Faa og Svage
trøstig pløje det tilbage,
spænde Gefions Øksne for,
til vor søndre Mark er vor!