Vort Liv ustadigt er og kort,
saa ere Glædens Dage;
den gyldne Tid fly'er hurtig bort
og kommer ei tilbage.
O! hvis vi da misbruge den,
o! hvis ubrugt den svinder hen,
hvad nytter os da Livet,
som os til Fryd er givet?

Vor Ungdoms Vaar er skabt til Lyst,
kun Daaren den fortryder.
I Ungdoms blide Vaar vort Bryst
sin Sødhed Elskov yder.
Lad den, som kold foragter den,
kun græde Glædens Dage hen!
De Glæden aldrig smagte,
som Kjerlighed foragte.

Den Kloges Fryd befæstet staaer
i Livets glade Sommer,
naar, efter Ungdommens muntre Aar,
den modne Alder kommer.
En mandig Sjel er altid glad,
og agter lidt om Skjebnens Had;
det er ei Mænd, men Daarer,
som søge Fryd i Taarer.

Selv ei i Livets sidste Høst
skal Glæden flye den Vise:
men munter hører han dens Røst
med sneedækket Isse.
Han blid modtog,
hvad Skjebnen gav,
og smiler rolig til sin Grav,
og seer med Fryd tilbage
til hine Glædens Dage.

Forsvinde, Brødre! alt for snart
de blide Glædens Dage,
vi standse dem i deres Fart,
vi holde dem tilbage.
De holdes skal i deres Gang
Ved Elskov, Venskab, Viin og Sang.
Lad Tossen saa sig plage
med philosophisk Klage!