O, Flaske! som bragtes forseglet herhid
fra Nantes i Ludvig den Fjortendes Tid!
I Fryd og i sorg gjør Champagneren varm!
Velan! kom at aabne og gløde vor Barm!

Thi enten du ellers gav Sorg eller Trøst,
ja vakte til galskab, til Elskov vort Bryst,
du nu kun til Glæde skal bruge din Kraft,
da du for min Ven skal udgyde din Saft.

Er han i sin Tale ei Sokrates liig,
o, han er dog klog nok at skjønne paa dig;
selv Cato erkjendte jo Viindruens Fryd,
og ofte ved Vinen opmuntred' sin Dyd.

Det haardeste Hjerte bli'r blødgjort ved Viin;
den Vise ved Druen tit letter sit Sind;
er Glæden, er Haabet end halv veget hen,
min Flaske! din Saft gie'r dog Alting igjen.

Den arme forsagte du Skjebnen gjør huld;
Hans Arm føler kræfter, hans Pung bli'er som fuld;
han trodser med Mod Undertrykkerens Magt;
ad væbnede Hære han leer med Foragt.