Vi sejr og bytte bringe hjem,
Hurra! Hurra! Hurra!
Som oldtidskæmper brød vi frem
til vore fjenders sikre gem
og tog så drøje tag med dem,
at de fik nok dera'.
De skal ej brænde byer fler,
thi deres 'gryder' har vi her,
thi deres 'gryder' har vi her,
og derfor vi svinge med huer og flag
til ære, til ære for vort fredericiaslag,
og derfor vi svinge med huer og flag
til ære, til ære for vort fredericiaslag.
Vort løfte har vi ærlig holdt,
Hurra! Hurra! Hurra!
Har tysken nød og tort os voldt,
i nat har vi afregning holdt,
og Danmark kan nu pege stolt
på Fredericia.
I hundred år har ærens bavn
som nu ej funklet fra dets navn,
som nu ej funklet fra dets navn,
og ned gennem tiden til sildigste dag
går mindet, går mindet om vort fredericiaslag,
og ned gennem tiden til sildigste dag
går mindet, går mindet om vort fredericiaslag.
For kongen og vort fædreland,
Hurra ! Hurra! Hurra!
Lad fjender flokkes tykt som sand,
når fast vi stande mand ved mand,
og vil for alvor, hvad vi kan,
de landet ej skal ta'e:
Thi kræfter vokse af dets bund,
og folkets ånd er kæk og sund,
og folkets ånd er kæk og sund.
Ja, kalder igen vor retfærdige sag,
så slå vi, så slå vi et nyt fredericiaslag!
Ja, kalder igen vor retfærdige sag,
så slå vi, så slå vi et nyt fredericiaslag!