Påskeklokken kimed mildt fra den danske kyst,
meldte over lande dog om så hård en dyst.
Slutter kreds og står fast, alle danske mænd!
Gud, han råder, når vi fange sejr igen.
Listet var i mulm og nat hid den tyske hær,
knap de danske drenge fik tid at spænde sværd.
Slutter kreds og står fast, alle danske mænd!
Gud, han råder, når vi fange sejr igen.
Åbent bryst var landeværn, mod var mandeskjold,
tysken måtte bygge af egne lig sin vold.
Slutter kreds og står fast, alle danske mænd!
Gud, han råder, når vi fange sejr igen.
Kuglen peb og sværdet sang til kartovers brag,
tysken måtte lære det danske sprog den dag.
Slutter kreds og står fast, alle danske mænd!
Gud, han råder, når vi fange sejr igen.
Over Tyras brustne led blod i strømme randt,
tysken måtte købe hel dyrt hvert fjed, han vandt.
Slutter kreds og står fast, alle danske mænd!
Gud, han råder, når vi fange sejr igen.
Vegen er for overmagt liden flok til sidst,
men af Danmarks ære den haver intet mist'.
Slutter kreds og står fast, alle danske mænd!
Gud, han råder, når vi fange sejr igen.
Blegnet er så mangen kind, færre er de få,
men for Danmarks ære vi end er nok at slå.
Slutter kreds og står fast, alle danske mænd!
Gud, han råder, når vi fange sejr igen.