En Sommeraften silde paa hviden Strand hun sad;
Det var saa tyst og stille, der rørtes ej et Blad,
Og medens sødt hun drømte, en gammel Sang hun kvad.

Smaabølgerne, som leged i Maanens gyldne Flod,
Kom ind og lagde sagte sig ned for hendes Fod,
Det var, som hendes Stemme de hørte og forstod.

Den mørke Havmand hæved sig op fra Dybets Hal:
Han standsed og han lytted til Tonens bløde Fald,
Saalænge til den smelted Naturens haarde Skal.

Han sad paa Havets Flade med Haanden under Kind,
Og nye Længsler rørte sig i hans tunge Sind,
Og klare Taarer glimted og faldt i Maanens Skin.

'Siig, Havmand, hvi Du græder og er i Hu saa mod?
'Du fødtes jo til Hersker for Havets stærke Flod,
'Og Dybets Skarer bøie sig rædde for din Fod."

'Ak al min vilde Styrke er intet frugtbart Væld,
'Mit Væsen strømmer evig tilbage i sig selv;
'Jeg fik en dunkel Anen, men jeg fik ingen Sjæl.

'Din Stemmes Trolddom vækker min Længsel og min Nød;
'Jeg kjender ingen Hvile for Kraften i mit Skød,
'Og ingen Livets Glæde og ingen salig Død.

'Ak, kunde Du mig følge til Havets svale Bo!
'Din unge Sjæl, skjøn Jomfru, var rig nok til os To ;
'Jeg laante Dig min Styrke, og Du gav mig din Tro.'

Saa talte han og dukked igjen i salten Hav,
Og som en Nattetaage hans Graad steg op deraf:
Men Jomfruen sad ene paa hviden Strand og tav.