Naar modfaldent Hjertet i Brystet slaaer
Og ene Du vil med din Kummer være,
Tryk Hatten da fastere ned om dit Haar,
Lad Baaden paa rullende Sø Dig da bære,
Betroe kun den susende Vind dine Suk,
Lyt stille til Nattergalenes Kluk
Og drøm Dig i Nærheden af dine Kjære.

Naar natlige Stjerner sig speile ned
Med Glimten og Blinken og Funklen i Voven,
Og Stemmer fra Gud og fra Evighed
Henrasler i Toppen af Løvet i Skoven:
Lig stille paa Baaden, dit Hjerte faaer Fred,
Den mægtige Aand seer fra Stjernerne ned
Og lyser Velsignelsen venlig fra oven.

Naar Morgenens Sol stiger brændende op
Og hentørrer Duggens befrugtende Taare,
Naar Rørfuglen synger fra Sivenes Top
Og eensomme Fisker ta'er fat paa sin Aare,
Sid taus da i vuggende, skvulpende Baad,
Da høres i Bølgernes hulkende Graad
En Psalme, som var det ved kongelig Baare!

Naar Vinteren kommer saa stille, saa stiv,
Forstenende Alt hvad der rørtes paa Jorden,
Da finder paa Søen Du stedse dog Liv,
En Skøite nu Baad er og Vugge Dig vorden:
Den hvidklædte Pjerrot da staaer for dit Blik,
Men Harlekin sees, efter Foraarets Skik,
Bagefter med brogede Ridderorden.

Lad Træet kun suse, lad Natvinden gaae
Igjennem den danske Vinter og Sommer!
Lad aldrig dit Hjerte blot gaae istaae,
Det Øvrige nok med Tiderne kommer.
Lad Øret lytte til Gangerens Hov,
Til Luftdyrets Sang over Marker og Skov -
Den Klang er meer smuk, end Harper og Trommer!

Naar Munterhed funkler om Mund og i Blik,
Søg Næsbyhoved og søg dets Vande:
Dankonger før have drukket den Drik
Og kjølet i Bølgen den hede Pande.
I Slottets Sted kun en Mølle staaer,
Dog (republikansk) hin Nattergal slaaer
Hver Vaar og hver Sommer ved Søens Strande!

I Sorg, i Glæde til Indsøen ty,
Naar Vinterblæsten paa Grantræet pidsker,
Naar Vaarsolen prunker i blaanende Sky,
Naar Høstkarlen henne bag Negene smidsker:
Der toner en Trøst i den blanke Luft,
Der lever en Aand i Bladenes Duft,
Som hellige Fredsord til Hjertet hvidsker!