Kom, hvis til Ørkenøerne du vil
Foruden Rædsel Sanggudinden følge!
Kom kun, frygt ikke Nordenvindens Spil:
Du er i Stuen jo, men ei paa Bølge.
Den Fare, som min Musa taler om,
Den gjælder ikke Dig, den gjælder Andre,
Den gjælder dem i Fortids Helligdom,
En Slægt, der længst har maattet hedenvandre.
Stig med mig kun paa Vognen uden Hjul,
Min Bølgevogn er sikker, endskjøndt huul;
Mit Digterskib ei væltes kan i Hjulspor,
I Furen løber Maagen, men ei Guulspurv

II.

— — Paa liden Øe, hvor Busken sparsomt groer,
Gik Øens Dronning, speidende hver Vove;
Paa Snekken hendes trende Sønner foer,
De kom ei hjem, derfor kan hun ei sove.
„Ja, de er' druknede," — saa sukked' hun, -
„Du eier, Havets Drot! de trende Sønner,
Du har indespærret dem paa Havets Bund,
Og grusom ændser Du ei mine Bønner.
Stig op og svar mig, mørke Bølgedrot,
Svar blot, om Du har gjemt Dem i Dit Slot,
Hvad heller om jeg haabe tør de komme,
Naar Lynets Blink og Stormens Magt er omme?" -

III.

Da lagde Stormen sig og Himlen klar
Sig viste, som et Barneblik, der smiler;
Det var, som om hun fik et venligt Svar:
See kun! i rolig Storhed Havet hviler!
Og som hun sidder der paa Strandens Steen,
Selv lignende de Marmor-Billedstøtter,
Og som hun sidder der og bort fra én
Plet til en anden Øiet bange flytter,
Da lyser Stjernen med et stædigt Skin,
Da toner ganske venligt Nattens Vind,
Da aabner Bølgen sig, da skuer Straaler
Hun ud fra Dybet, som ei Blikket taaler.

IV.

Og udaf Bølgen steeg en lille Dreng,
Med Scepteret og med en Sølverkrone,
Med Perlepandser dybt fra Flodens Seng,
Med Sølvmoer fra en fjern og fremmed Zone.
Han sad i glimrende Conchylieskal,
En Rosenkrands omcirkled' Kronen, Haaret;
Ved Foden Teppet laae af rød Koral,
Af hvide Piger blev Conchylien baaret.
Men udfra Skuldren gik et Vingepar,
som blaaligt blændende at skue var;
En lille Bue laae der slængt i Skallen,
Det lod til, at fra Skuldren den var falden.

V.

„Du kjender ikke Afrodites Søn?"
— Saa spurgte han med det berømte Smiil -
„Og dog Du rettede til mig Din Bøn,
Dog seer Du dette Kogger og dens Piil!
Min Moder fødtes paa en Muslingskal,
Men hun gik hen i Menneskenes Hal
Og jeg har hendes Herredømme faaet;
Til Jorden vandred' hun, der hersker Skjønhed,
Der har i Templer hun sit Maal opnået
Og Græsset dækker med en evig Skjønhed;
Der hugges Marmoret, det vidtberømte,
Der synge Digterne, de vrangtbedømte!"

VI.

„Der har jeg en Broder jeg, som Christus nævnes,
Der har man Huus for ham og Huus for mig;
Et Alter selv for Styres Bølger levnes,
Thi de skal leve, som er mulne Liig!
Du boer jo slev, min Dronning, her paa Landet,
Du veed det godt, at der er saare smukt -
Dog viid, de sønner tre er ikke strandet,
Thi jeg har plukket dem som Stormens Frugt:
Jeg frelste dem, da Snekken troløs sank,
Jeg satte dem i Grotten sølverblank,
Jeg Amor, gjemmer dem; jeg eier nede
Hvad Du foroven, Dronning, maa begræde!"

VII.

„Jeg eier dem, de muntre Ungersvende,
De lege sammen i min lyse Borg;
De lære Bølgeverdenen at kjende,
Troe mig, Hver lever godt og fjern fra Sorg.
Troe ikke, der er fattigt i min Bolig:
Hvert strandet Skib har stedse plyndret jeg,
Med fjerne Landes Guld er jeg fortrolig
Og Persiens Tepper ligge paa min Vei;
Med Pilen har jeg mangen Sømand stanget,
Han er min Troe, min blinde Slave nu,
Og i mit Net har mangen Mø jeg fanget,
Der som Slavinde gaaer med venlig Hu."

VIII.

„Jeg er en Gud, som hersker enevældig,
Men jeg er mild og lokker Blomsten frem;
Hver, som tilbeder mig, er vistnok heldig,
Lyksalig hvem jeg tager til mit Hjem!
Thi skal Du ikke for de Sønner græde,
Hver Søn er mere skjøn, end han var før:
Jeg har bedækt ham med et Guddomsklæde,
Han har betraadt Udødeligheds Dør!
Tro ikke, Dronning, Døden boer i Vandet,
Min Dugg udbreder Liv og krydret Frugt;
Mit Stuegulv er grønne Græs i Sandet,
Og i mit Loft sig speiler Stjernen smukt! — -

IX.

Da raabte Moderen: „Nei, skjønne Gud!
Hvor smukt og godt der end er hos Dig nede,
Da stirremine Børn vist tidt nok ud
Af Loftet og maa fælde Taarer hede!
Thi Moderhjertet eier Du dog ei,
Og Du forstaar ei naar de stille sørge,
Og Du har Vinter naar de ønske Mai,
Og Du kan ikke svare naar de spørge!
Du har en Krone kun af Sølv, jeg seer,
Jeg vil Dig skjænke min, den er af Guld,
Og siig kun frit, hvis Du vil have Meer,
Men giv fra Vand da hvad der er af Muld!"

X.

„Giv mig igjen hvad under Hjertet jeg
Har fordum baaret, og til Verden født!
Husk, mine Sønners Blod er varmt og ei,
Som dine Bølgedråber, koldt og dødt.
Her under aaben Himmel før de gik,
Dernede presses vistnok Aandedraget,
Dernede sagtnes vistnok Hjerteslaget,
Og der fordunkles deres lyse Blik:
Igjennem Vandets Maske see de kun
En mat Belysning fra den muntre Himmel;
Der ses ei Mennesker paa Havets Bund,
De Stakler see kun Haiers, Hvalers Vrimmel!" -

XI.

Da smilte skjelmsk den blanke Elskovsgud
Og rysted' Haarets lysegule Ringe:
„Med Guld Du løser ei de Sønner ud,
Med Mod kun kan Du dem til Jord gjenbringe!
Hvis Du i morgen Nat, naar Alle sove,
Naar Maanen staaer imellem Næ og Ny
Og Stormens Fugle op til Kysten tye,
Hvis da du tør Dig ud i Havet vove
Saalangt kun at til Hjertet Bølgen naaer,
Til Hjertet, hvor de Sønner før Du bar,
Da vil de dukke op fra Bølgen klar,
Da skal Du see, Din Slægt Du atter faaer!"

XII.

„Da stige de fra Perlens dybe Hjem,
Forladende Polyppen og Korallen;
Men de vil længes efter Bølgehallen,
Tidt vil i Taarer Du vist finde dem!
Men til Bevis Du vil i morgen komme,
Saa vil vi To inat nu Kroner bytte;
Naar Klokken Eet er, da er Tiden omme,
Du maa til Uhret ængsteligen lytte!
Husk, mellem Tolv og Eet! om end det stormer,
Om end Du mærker Nordenvindens Brum,
Om end sig Brændingen gigantisk former
Til Hjertet blot — igjennem hviden Skum!" — -

XIII.

Og paa sit Hoved satte han den røde,
Den gyldne Krone; men paa hendes Pande
Han satte hviden Sølverkrands, hvis bløde,
Hvis fine Arbeid' var fra græske Lande.
Han selv var huggen ud derpaa, den Lille,
men ak, som blind! den Barnegud, den milde
Betvinger selv af Ørknens store Løver,
Han, som sin Magt selv i Olympen øver,
Han, den guddommelige Pigerøver,
Som engang, Rom! behersked' Dine Kyster,
Men nu kan flakke om ihvor han lyster,
I Nord og Vesten snart og snart i Øster!

XIV.

Og derpaa sank han atter ned i Voven,
Men Bølgen hvislede en svag Musik
Og op fra Vandet klare Toner gik -
En saadan Lyre har vi ei foroven!
En mægtig Guddom kun den tildeelt vorder,
De prægtige, dog smeltende Accorder
Tilhører Himmelen og Havet, ikke Jorden:
Som stille Bøn det lød, og dog som Torden.
Og Blomsten bøied' sig i Nord og Syd,
En gylden Drøm laae i den Klokkelyd,
Den Drøm, som eengang kun paa Jorden haves
Og, eengang havt, i Nuet bort begraves. -

XV.

Men næste Nat gik hun med Sølverkronen
Til vilden Strand, hvor Stormen løb fra Havet,
Da sagde hun: „Du skræmmer ei med Tonen,
Du skjønne Gud, med Vingepar begavet!
De Sønner tre skal atter skue Lyset,
Jeg har et enkelt Øieblik kun gyset.
Modtag mig, mørke Hav, hvor Hvaler svømme,
Hvor mine smukke Børn hos Perlen drømme!
Imellem Tolv og Eet, om end det stormer,
Om end man hører Nordenvindens Brum,
Om sorten Sky sig end gigantisk former -
Til Hjertet blot — igjennem hviden Skum!"

XVI.

Og derpaa steeg hun ned i Havets Leie,
Hun gik i Storm og Voven svulmed' høit;
Hun stænkedes ag Bølgens hvide Sprøit,
Den sorte Lok for Blæsten monne vaie.
Men da hun kom saa langt, at Vandet baded'
Den fulde Moderbarm, det skjønne Bryst,
Da saae hun først, hvor langt hun havde vadet,
Hvor fjern hun var fra Øens krumme Kyst.
Da raabte hun: „Kom, Amor, see jeg venter,
Bring mine Børn, som Du har lovet mig!
Drot over Ildens, Havets Elementer!
Bring mig dem levende, hvad heller Liig!" -

XVII.

Da revned' Bølgen, Stormen lagde sig,
Og op fra Dybet steg de Ungersvende;
Og Maanen skinte ned saa frydelig,
Dens Ild ned over Havet monne brænde!
Thi Amor hersker ei blot over Hav,
I fjerne Kloder throner mægtig Guden:
Derfor steg Maanen ud af Skyens Grav
Og kasted' Straaler over Dødningbruden;
Og op fra Dybet steg de skjønne Drenge
Og atter lød Accorder op fra Strømmen,
Igjen lød Klang fra Haabet og fra Drømmen,
Igjen slog Amor sine klare Strenge.

XVIII.

Og først af Dybet liden Erik kom,
Og han var fiskerklædt, holdt Medestangen,
Og om hans Arm sig bugted' Bølgeslangen,
Hans Haar var lyst, hans Barnemine from;
Og sjældne Vanddyr fangne laae i Nættet,
Guldfisken rød og blank i Garnet sprætted'.
Og Erik Pandser bar af Perlemoer;
Delphinen, som i Havets Dybder boer,
Den leged' tam og mild ved Drengens Side,
Foran ham svømmede de Svaner hvide;
Og hen han strakte sine bitte Arme
Mod Moderen, med Hjertets hele Varme.

XIX.

Og op af Tangen derpaa Halfdan steg,
Og han var ældre, han var klædt som Jæger;
Thi Jagten var hans Tidsfordriv og Leeg,
Sin Bue han med Smidighed bevæger.
Et Kobbel Hunde svømme tæt om Drengen,
Han sigter godt og strammer prægtigt Strengen.
En Taarnfalk sidder paa den runde Skulder,
Hans brune Øie rovbegjærligt ruller,
Den hvide daahjort slumrer skudt og død,
En saaret Ørn der ligger i hans Skjød;
Hans lille Haand er endnu ganske blodig, -
Stundom han seer paa Moderen vemodig.

XX.

Og sidst steg Thorvald op fra vilde Vande,
Han bærer Krone, bærer Purpurkaabe:
Han skulde hersket over Mod'rens Strande,
Paa ham de Undersaatter monne haabe.
Men nu han holder Sceptret sønderbrudt,
Nu sænker Hovedet han ned beskjæmmet,
Med Messingfryndser er hans Kaabe bræmmet,
Han bærer ikke Guld i det Minut!
Og tunge Taarer falde fra hans Øie,
Da han mod Moderen vil Blikket bøie;
Han holder Haanden heftigt op til Panden
Og stirrer længselsfuldt mod Fædrestranden.

XXI.

„O Moder!" — Erik raabte — „borte bliv,
Troe ei paa Amors falske, blide Miner!
I Dybet er for os der intet Liv,
Der ligger store Byer i Ruiner.
Vi er ei, søde Moder, hvad vi synes,
Nærm ikke dig, see vore Øienbrynes
Beklemte Skjælven, see den blege Kind,
Vi er kun Skikkelser af Taagevind,
Et Blændværk er vi, skræmmende Matrosen!
See, Thorvalds Scepter er jo sønderbrudt,
See paa din Halfdan, stakkels kolde Glut,
See blot, hvor falsk paa Kinden er ei Rosen!"

XXII.

„Vi har det koldt, vi længes efter Livet:
Sværdfisken svømmer over vore Lokker,
Søhunde hyle her, som store Dogger,
Polyppen lurer lumskelig bag Sivet.
See Slangen om din lille Eriks Arm!
For dig det synes, som den med mig spøger,
Som om med Skjønhed den min Pragt forøger -
Du seer ei, at den bider i min Barm!
En Taarnfalk gynger der paa Halfdans Skulder,
du seer ei, hvor den hakker i hans Kjød!
En Krone bærer Thorvald — ei den Guld er -
Den smerter, thi den er en Flamme rød!"

XXIII.

„Vi længes efter Jordens skjønne Farver,
Vi længes efter dit og Faders Slot:
Vi skjælve her for Dybets skumle Larver,
Vi grue her for Vandets Askegraat.
Flygt, søde Moder, for de arme Liig,
Lad ham beholde dem, kun ikke Dig!
Hver Sommernat vi ville til dig komme,
Vor Stemme synge skal i Aftnens Vind,
Og vore Skikkelser, de barnligt fromme,
Husvale skal i mangen Drøm dit Sind.
Flygt blot, see, hvor sig græsgrønt Landet breder,
Min søde Moder, liden Erik beder!" -

XXIV.

Forfærdet lytted' hun til Barnets Ord,
Da Amor pludselig paa Bølgen standed',
Den løierlige Gud, som, skjøndt ei stor,
Behersker Jord og Ilden, Luft og Vandet.
Han greb den bange Herskerindes Haand,
Han holdt den fast og knuged' den i sine,
Og brat stod i forandret Klædebon
Den lille Gud med før saa blide Mine:
Før var han Dreng, nu mægtigt voxed' han,
Sorthaaret Manden stod for hendes Øie,
Hans Vinger svandt, men med en Perlerand
En mørkblaa Kaabe dækked' tæt og nøie.

XXV.

„Saa lokked' jeg dig dog, du skjønne Quinde!"
— Saa raabte han og greb om hendes Liv -
„I Dybet skal de Børn tilbagesvinde,
Men Du skal følge dem til Tang og Siv!
Veed du da ei, at Havets Gud er blid,
som Amor blid, og tidt han afskyer Vold?
Men ogsaa gaaer han ofte ud paa Strid,
Da er han Vildmand liig paa Danmarks Skjold.
To Former eier Havet: skinner Solen
Paa Fladen, lyst er da paa mine Dybder,
Men see hvert Skib, naar jeg fra Herskerstolen
Befaler Stormen ud af de Charybder!" -

XXVI.

„Min Sølverkrone sidder om dit Haar:
Thi har Du til min Brud Dig selv jo viet.
Du Blinde vilde dine Børn befriet,
I mit Hjem søg dem, didhen Du nu gaaer.
Inat vi vil vor Bryllupshøitid holde,
For Din Skyld vil jeg Mennesker indbyde:
Far ud da, vilde Storm, fra Dine Volde,
Lad Harper og Basuner vældigt lyde!
Knuus hvert et Skib, Du møder paa Din Vei,
Thi skaansom Mildhed kjender ikke jeg;
Inat skal falde hvo der ei er falden,
Bring talrigt Mandskab mig til Perlehallen!" -

XXVII.

Han strakte Sceptret hen mod de tre Sønner,
Da sank igjen de Tre til Havets Bund:
Saaledes Havet Modertroskab lønner,
Minutviis, ak, dets Mildhed varer kun!
Og pludselig, hvor blege Dronning stod,
Indstyrted' Jorden under hendes Fod
Og hun foer ned til de ukjendte Grunde,
Hvor aldrig seete Planter groe i Lunde.
Men da de Arme sank, ved deres Synken
I Bølgen hørte man en dæmpet Klynken:
De Børn og Modren samles nu i Voven,
— Men Stormen knækker Skibene foroven. -

XXVIII.

Nu boe de Alle der i Perlezonen,
Men troer Du ogsaa, de er' muntert stemte?
Troer Du, at Dronningen sin Grønjord glemte,
Og Halfdan Jagten, Thorvald Jordekronen?
Troer Du, at Perlemoerets blanke Grotte
Udsletted' Mindet om de Fædreslotte?
Nei, Menneske, naar Du engang skal stige
Hist til det klare, muntre Stjernerige,
Forladende din lille Fødeøe,
Troer Du ei, Du vil tidt tilbage længes
Til denne Klode med de grønne Enges,
Med Skoves Pragt, med varme Sommersø?