Hør mig, min Dreng!
Forinden jeg bortreiser
Og gaaer den lange, magre Landevei,
Hvor ingen huggen Milepæl der kneiser
Og ingen Kro, hvor Man faaer Viin og Steg,
Da vil jeg tale med Dig her som Fader
Og give Dig et venligt Vink, et Raad:
Bær frit din Faders Ansigt og hans Lader,
Og varieer med Latter og med Graad!

Bær frit din Pande! og naar engang stormes
Bastillen skal og med en Bayonnet
Den gamle Verden skal paany omformes,
Fordi en Tidsaand har den dømt: »for let!«
Gaa Du foran! og tænk, at hvis Din Fader
End leved paa den løierlige Jord,
Han vilde sendt Dig til de første Rader,
Som Sansculott og Armods Ven og Bro'er.

Bøi Ryggen ei! selv Tidens Bonaparte
See frit i Øiet ind! som Tigger, Carl,
Du overholde Hjertets simple Charte,
Da blier i Pjaltekosten Du en Jarl.
Betragt ei Kongen, som om Tordenguden
Han var og reen for Støvets Smuds og Feil:
Tro mig! hver Drot har dog en Rem af Huden -
Ei Sølv, blot Qvægsølv danner blanke Speil.

Had ikke Rusland, sværm Du ei for Polen,
Det skader Dig og gavner ingen Mand!
Den Drot, der sidder eengang fast i Stolen,
Han drukner ei i Blæk, i Ord, i Vand.
Betragt med Taushed, Rolighed den Fjerne,
Hvem ei Du kan med Ord og Næve naae,
Men ønsk, at snarligt en Forsoner-Stjerne
Maa over alle Verdens Lande staae!