Hoc ridere meum, tam nil, nullâ tibi vendo Iliade.«
Persius.

Il y a un dieu pour les ivrognes.
Proverbes de Salomon II.
ENKELT DAMESTEMME.

Død er nu Jesper!
Til sidste Vesper
Han spiste to Glas Grog
Og dermed fik han Nok.
Halvt Flag paa Stangen!
Han er nu gaaet som Saamangen,
Med blussende, begeistret Kind,
Til Evigheden ind.
Afsyng nu Sangen!

CHORUS.

Kaster Perikum
Paa den Tabtes Grav!
Gyd over den en Draabe Rum
Og af Geneveren et Hav!
Og sætter paa hans Gravsteen blot det Minde,
Som Skifteretten i hans Vest kan finde:
En uqvitteert Viintapperregning!
Det er den skjønne, sanddrue Tegning,
Den eneste, der fuldelig kan hædre
Den herlige, men trætte Vandringsmand,
Som reiste nys til Lysets Land
Og sidder glad tilbænks hos drukne Fædre.
Der sidder stolt han! o! langt rød're
I Kammen, end han før var! Brødre!
O, sørger ei!
Han gik jo glad sin Vei -
Dideldumdey!

QVINTET MED CHOR.

O! planter Solbær paa den Plet,
Der gjemmer Vennens Støv, som mæt
Har lagt sig her til Hvile!
Og kast Vestindiens Guavabær
Henover ham, som meer ei er,
Dem elsked han dog fremfor Taarepile.

RECITATIV.

En mægtig Aand! som Løven vandrer ud
I Ørkenen, i stille Morgenstund
Forladende det kjære sultne Afkom
For Klo at fæste i det fede Bytte;
Den brøler høit, forfærder mindre Dyr,
De værge sig, vil ikke ned i Svælget
Paa det uhyre Dyr! forgjæves kæmpe
De Stakler — efterhaanden vandre de
Ned i mysteriøse Underverden!
Saaledes vandred Jesper ud hver Morgen,
Og hvor han saae en Kneipe aaben staae,
Der iled ind han som en fyrig Elsker,
Betragtende med Kjenderblik og Vellyst
Varieteterne paa Flaskehylden;
Med Fenrisulvens Glubskhed slugte han
De Sopkners Legio, ei ændsende,
Hvor meget end de kribled eller krabled.
Og Vægterne, som sad i Skjænkestuen,
Med Kaffekoppen vederqvægende
Det trivelige lille Legeme,
Beundrede Naturens sjældne Gaver
Og faldt, med udspiilt Øie, plat i Staver
Og hviskede fortroligt til hinanden:
»Ja! Jesper, det er, gale mig! dog Manden!«

EN TENORSTEMME.

Salluster og Livier,
Dem haded han som Pest;
Han tumlede sig bedst
I natlige Convivier;
Hans Skræk var lange Taler,
Hans Glæde Bacchanaler.

SEPTET.

Ei altid monne Jesper gaae
Med Fryd i skumle Jorderige:
Vi har hørt sanddrue Mænd at sige,
At tidt hans Pung stod saa paa minus,
At ei engang han kunde faae
Sig paa Credit en Skraa
Leveret ud fra Augustinus!

CHOR.

Fra Stjerners Glandspunkt Jesper hører
Vort Afskedsqvad og leer polisk:
Carlsvognen nu han kjører,
Med sikker Haand han Tømmen fører
Og har en ganske ny elysisk Pidsk!

TIL BACHUS.

I Viindamp til min Vugge kom
Gud Bachus med en Flaske Rom
Og holdt mig over Daaben.
Han mælte saa: »min bedste Dreng!

Udmærk Dig fra det andet Slæng,
Fra Plebs, fra Skidenhoben.«
Jeg stirred i hans gyldne Blik,
Jeg drak hans dunkle Luedrik,

Jeg elsked ham som Fader;
Og hvor jeg gik i Mulm og Nat,
Har aldrig han mig end forladt,
I Glød han Sjælen bader.

Han sendte mig to Engle ned,
Min Viintørst og min Munterhed, -
De blev ei Alle givet.
Lad Verden gaae sin skjæve Gang,

Giv mig blot Latter, Viin og Sang,
Da har jeg nok i Livet.
Styrt Verdner ned i Støv og Gruus,
Følg Du mig blot, min Genius,

Som holdt mig over Daaben!
Da skal Du see mig som din Præst
Blandt Drikkebrødre drikke bedst,
En Gud for Skidenhoben!