Aldrig glemmer jeg den skjønne Nat,
Da hun til mit Telt kom bly og bange,
Stod i Døren skjælvende saa mat,
Saae sig om saa ængstligt flere Gange;
Sagde til mig disse smukke Ord:
»Tør jeg ogsaa ind i Teltet træde,
Tør jeg troe, at den, der inde boer,
Ikke myrde vil min Moders Glæde?«
»Vil Du tale med mig rene Ord,
Tale med mig som en kjærlig Broder?
Er saa barnligt from Du som jeg troer,
God som Englen i de fjerne Kloder?« -
Da jeg raabte: »kom kun, smukke Barn,
Kom, vær barnligt hilset mange Gange!
Denne Haand ei fletter listigt Garn,
I mit Hjerte slumrer ingen Slange.«
»Vi vil tale som to Søstre smaa,
Som to Stjerner tale med hinanden,
Som to Blomster, der ei Synd forstaae -
Kom, jeg kysser Haanden kun og Panden!«
»Vi vil her i denne stille Vraa
Os indbilde, at vi ei er ene,
Handle som om Mange paa os saae,
Ønske fromt og have Tanker rene.«
Og beroliget hun kom mig nær,
Og jeg saae, hun bleg var og sørgmodig,
Og jeg saae ved Lampens hvide Skjær,
At den fine Fod var ridset blodig.
Og jeg saae, hun havde vistnok grædt,
Og jeg saae, hun endnu følte Qvalen,
Og jeg saae, hun frøs og syntes træt,
Og jeg saae, hun ikke bar Sandalen.
Grandt jeg saae, at hun var ung og smuk,
Og jeg hørte hendes Hjerte banke,
Og jeg vidste, mig gjaldt hendes Suk -
Men bestandig reen var dog min Tanke.
»Du vil reise!« — sagde hun saa blødt -
»Derfor til Dig kommer jeg i Teltet:
Dengang Alle hjemme slumred sødt,
Stod jeg op, tog Sløret paa, tog Beltet.«
»Moder min det ikke vide maa,
Derfor løsned jeg de gyldne Ringe
Fra min Ankel, da jeg skulde gaae,
At forrædersk ei de skulde klinge.«
»Veiens Flintestene skar min Fod,
Thi forsigtigt jeg Sandalen kasted:
Derfor seer Du her Din Piges Blod,
Seer dets Stænk paa Veien hvor jeg hasted.«
»Ingen Stjerne skinte for mit Blik,
Skyen drivvaad hang paa Firmamentet;
Ikkun Lynet lyste hvor jeg gik,
Saa Dit Telt at finde knap jeg vented.«
»Reise vil Du! er paa mig Du vred,
Siden Du med Længsel seer mod Stranden?
Vidste Du, hvad dette Hjerte leed -
Elsker høiere Du nogen Anden?«
»Ak, i Søen lever slimet Kryb,
Stormens døde Offre boe i Vandet -
Hvorfor seile over Gravens Dyb,
Naar Du aande kan i Fødelandet?«
»Indiens Sol har Kraft og mægtig Glands,
See Dig om, hvor smukt her er i Hjemmet!
Her er hvad ei findes udenlands,
Her er Alt jo vort og Intet fremmedt.«
»Stakkels Trækfugl flakker evigt om
Og fra Fjeld til Fjeld Gazellen springer;
Fast har Mennesket sin Helligdom,
Den er der, hvor Modersmaalet klinger.«
»Troer Du, at Du modner Din Forstand
Ved at see paa fremmed Jordbunds Træer?
See blot rigtigt paa vort eget Land,
Vi har Meer end mangen Europæer.«
Vil Du tale andre Landes Sprog?
Ak, det Sprog, Din Pige med Dig talte,
Sagde tidt Du før, var skjønnest dog,
Thi med det vor Lykke bedst vi malte.«
»Derfor, naar Du kommer hjem igjen
Og har Sproget lært fra fjerne Zoner,
Koldere da taler vist min Ven
Og har glemt de kjære Hjemlandstoner;«
»Glemt ei Sproget blot, men og forglemt
Dem der talte det, forglemt os Alle;
Vender hjemad anderledes stemt,
Saa at vi Dig selv en Fremmed kalde.« -
Og hun kasted ned sig for min Fod,
Bønfaldt mig, som var jeg Bramaguden,
Og med vankelmodigt Sind jeg stod -
Da faldt Daggryskjær igjennem Ruden.
Angst da flygted hun for Morgnens Skin,
Flygted bort i Ly af Palmetræer -
For at hente mig, i Teltet ind
Traadte nu den blonde Europæer.
Og med hellig Gysen pegte han
Didud, hvor min Elskte flygted bange,
Raabte: »sandt er da hvad om Dit Land
Staaer fortalt i Eders gamle Sange!«
»At besjælet er hver Plante her,
At her endnu synligt Guder vandre,
Og at Alt har her et helligt Skjær,
At I Lykken eie fremfor Andre.«
»Seer Du Skikkelsen bag grønne Løv,
Seer Du, Sløret viftes bort af Vinden -
Nei, hin Ansigt er ei jordiskt Støv,
Denne Skikkelse er Vaargudinden:«
»Vaargudinden, som i Morgengry
Daler ned og venligtsindet spreder
Sine Gaver over Mark og By -
Ak, Europa maa misunde Eder!«
»See, hvert Skridt Gudinden gaaer
Springe Roser ud, hvor Foden hvilte!
Bort nu svandt hun — Skibet taklet staaer -
Dette Varsel vist os Held tilsmilte!« -
Men jeg saae det vel og grandt:
Roserne var Blod paa Flintestene -
Middagssolen mig paa Havet fandt
Og min Elskte hjemme gik alene.