Der staaer en deilig Have med alle Blomsters Pragt;
Hver livlig Sjæl fornemmer dens tryllende Magt:
Med alle Livets Farver, med alle Himles Luft
Udstrømmer Tryllehaven alle Zoners Duft.

Der glædes mange Sjæle ved Dag og stille Nat;
Den mindste Blomst indslutter en underfuld Skat;
Hver Sjæl, som fornemmer hvad i dem alle boer,
Den mindste selv aabner en Verden rig og stor.

Men tidt en Sjæl der vanker i Haven uden Lyst,
Og Duften kun betynger det gispende Bryst:
Han Blomster nedtræder og river op med Rod -
Han lærd botaniserer med Haand og med Fod.

Og tidt der staaer en Sjæl ved en Blomst, han fik kjær,
Kun den er ham herlig, kun den har ham Værd;
Han seer med Foragt paa den rige Blomsterflor,
Ret aldrig han aner hvad i dem alle boer.

Lyksalig den Sjæl, som i Tryllehaven stod,
Men ei botaniserte med Haand kun og Fod!
Lyksalig den Sjæl, som med alle Himles Luft
Indaanded fuldkjærlig alle Zoners Duft!