Lad mig den store Konst opdage,
Hvorpaa du grunder Dag og Nat!
Lær mig o! Troldmand, at opdrage
Viisdommens dybt forborgne Skat!

Troldmanden
Vil du gjøre Guld?
Vil du mane Aander af sorten Muld?
Skal jeg de Vises Steen dig afmale?
Yngling! saa mærk paa min Tale;
De Vises Steen er levende Chrystal,
En Demant, der, som venlig Stjerne, luer.
Den klart igjennem Mulm og Taage skuer,
Og øyner fjerne Guders høye Sal.
Den tale kan; men uden jordisk Stemme,
Og Viisdom taler den i Flammeord;
Thi indenfor Chrystal og Demant boer
En Aand, som kan det Evige fornemme.

Lærlingen
Ei Støvet fordunkler de Vises Steen:
Den er hellig som Himlen, og reen.
O! Held mig, o! Held mig! jeg kjendte den nøye,
Jeg fandt den forlængst i min Elskedes Øye.

Troldmanden
Forvorpne! tie!
Du raver i Blinde.
De Vises Steen kan du aldrig finde
Uden — Alkemie.
Skue rundt omkring paa hele Jorderige,
De gyldne Tider er forbi:
Men gjennem Konstens dybe, hemmelige
Urhelligdomme gaaer en lønlig Stie.
Den til et stille Værksted leder,
Som ikkun den Indviede betræder.
Der brænder klart den rene Ild,
Som aldrig slukkes vil;
Og Tryllediglen paa Ilden stander,
Den Vise de uædle Ærtser blander,
Og smelter dem om, saa underfuld,
Til lysen Guld.
Det Guld sig udspreder
Hvorhen han mon gaae;
De tungeste Lænker blier gyldne Kjæder,
Et Guldslot vorder hans Vraa.

Lærlingen
O! ved Naturens Alkemie
Jeg fundet har den skjulte Stie
Til Livets Helligdomme.
Det Lave, Mørke og det Tomme
Opfylder der den lyse Ild,
Som aldrig slukkes vil.
Den luttrer Stoffet underfuld,
Uædle Livsærts vorder Guld,
Og Jord og Himmel smelter sammen
I Diglen over Elskovsflammen,
Og Alt sig for mit Blik forgylder,
Naar Skjønhed mit Hjerte opfylder.

Troldmanden
Forvorpne! tie!
Du betraadte aldrig de Vises Stie,
Kan ei Ærtserne blande,
Og smelte til Guld,
Hvis ei du kan mane
De mægtige Aander af sorten Muld.
See! forladt af høye Guder,
Ligger Jorden, kold og død,
Taagen falder, Stormen tuder,
Slukker Livets matte Glød.
Ingen meer kan Aanden skue,
Som oppuster slukte Lue;
Kun ved Konstens Trolddomsstav
Stiger Aandeverdnen af sin Grav.
I Tryllekredsen den Vise sig vender
Mod Øst og mod Vest, mod Syd og mod Nord,
Han vinker, — den hellige Flamme sig tænder,
Og Geisterne stige af sorten Jord.
Sortkonstneren byder,
Og skjulte Naturer adlyder:
Ondinder og Gnomer Hovedet hæve,
Salamander dandser hvor Flammerne bæve,
Paa luftige Bølge Sylpherne svæve,
Og de livløse Masser opleve.
Livsgeister vandre i hemmeligt Baand,
de puste i Livet en høyere Aand,
De underfuldt gjennem det Stumme tale,
Og vidt paa Naturens Tavler de male
Betydende Tegn med usynlige Haand.

Lærlingen
Held mig, o! Held mig, din Viisdom jeg kjender,
Held mig, o! Troldmand, din Konst jeg forstaaer.
See! jeg mod Verdens Hjørner mig vender,
Med elskende Hjerte paa Kloden jeg staaer,
Den hellige Flamme i Barmen sig tænder,
Himlen en Tryllering trindt om mig slaaer.
Døden kun boer i det dødende Øie;
O! men Naturens Væsen er Liv,
Liv i det Dybe og Liv i det Høye,
Livet fremkaldes ved Kjærligheds Bliv.
Daa stiger af Havet, da stiger af Jorden,
Af Luften, af Ilden hver levende Aand;
Det Skindøde vækkes af mægtig Haand,
En Guddom er Mennesket vorden.
Han vinker, han byder,
Naturens de evige Geister adlyder:
Det Stumme nu taler,
Det Blinde maa see,
Med Rosenfarver i Støvet sig maler
Det Evige.

Troldmanden
Lykkens Søn! saa har du da fundet
Den store Skat,
Hvorpaa Viisdom og Konst har grundet
Dag og Nat.
Yngling! far hen!
Du har alt fundet de Vises Steen,
Du kan gjøre Guld,
Du kan mane Aander af sorten Muld,
Søn! gak din Vei!
Visere er du end jeg.