Carolus bar Verdenskronen;
Han holdt Triumf i Paris.
Tre Fyrster knæled for Tronen;
Højt Skjaldene sang hans Pris.

Blandt Trubadurernes Klynge
Jeg stod i den høje Hal.
Jeg hørte Eginhard synge;
Han var en lyksalig Skjald.

Jeg priste Skriverens Lykke,
Som Kejserens Datter vandt.
Selv bar jeg paa Hjælmens Smykke
Skøn Gloriants Venskabs-Pant.

Jeg saa paa den store Kejser
Og Kongerne ved hans Fod.
Først Maurerkongen sig rejser;
Hans Aasyn var rødt som Blod.

Han trued med Hævnerblikke,
Men Troskabseden han svor.
Jeg troede Argoland ikke:
Med Harm han sluged hvert Ord.

Lombarderkongen stod bøjet;
Fast mindre troede jeg ham:
Jeg saa Desider i Øjet;
Det gløded med dulgte Skam.

Den tredje Fyrste helt mægtig
Opløfted sin Kæmpehaand.
Hans Ed mig tyktes fuldvægtig;
Han svor med frimodig Aand.

Ham saa jeg, da jeg var liden
Og sad med Ulv under Bord.
Nu stod jeg Roland ved Siden
Og hørte Wittekinds Ord.

Jeg kunde min Fryd ej dæmpe;
Han svor ved den kristne Tro.
I Knæ sank Tyskernes Kæmpe,
For op som en Ridder fro.