Bernhard Severi Ingemann

1789-1862 / Denmark

Sulamiths Sang paa Brudekarmen

Hvo er hun, som kommer fra Ørkenen ud,
Som en Sol gjennem Viraksskyer?
Det er Ørkenens Datter, Salomons Brud -
Hør! Sulamiths Navn gjenklinger i Salomons Byer.

Hvo er han, som kommer i Herlighed ud
Fra Jerusalems Port med Ære?
Det er Sangkongens Søn: han møder sin Brud;
Mod Sulamiths Bjerg ham Israels Vældige bære.

Han har Brudgomskronen paa salvede Haar;
Af sin Moder blev Sønnen kronet.
Ved hans Bærestol Zions Herlige gaaer;
Paa Purpur og Guld paa Hjerternes Festdag han troned.

O! gaaer ud, Jerusalems Døttre! gaaer ud!
See! min Brudgom de til mig bære.
Jeg er Ørkenens Datter, Salomons Brud -
See! Kjærligheds Konge møder sin Dronning med Ære.
75 Total read