Paa mit Leie jeg ledte i Nætter lange -
Jeg ledte om ham, min Sjæl har kjær;
Om den Elskede søgte mit Øie bange:
Men jeg fandt ham ei. Den Elskede var mig ei nær.

Og jeg sagde: nu vil jeg staae op og lede;
Til Staden jeg gaaer i Maanens Skjær,
Og i Stjernelys vil jeg min Favn udbrede;
Paa de dunkle Veie søger jeg ham, jeg har kjær.

Jeg stod op, og jeg løb gjennem dunkle Stræder;
Der Vægterne stod med blanke Spær:
Og jeg spurgte dem: veed I for hvem jeg græder?
Har I seet ham? siig, hvor skued I ham, jeg har kjær?

Og jeg løb fra den truende Vægterskare -
Og see! — han, jeg drømte fjern, var nær;
Og jeg greb ham; min Haand lod hans Haand ei fare.
Til min Moders Huus henbar han mig — han, jeg har kjær.