Jeg besværger Jer, Piger!
Jeg besværger Jer, Libanons Døttre smaa!
O! siger mig, siger,
Om I min Elskede saae!

Hvorfor flygter I bange?
Jeg er syg, men af Kjærlighed, Piger smaa!
Stands ei Eders Sange!
Sig mig kun, om I ham saae!

O! I saae vist hans Øie -
Det var kjærligt, som Duens ved Bækkens Væld;
Og Panden, den høie,
O! den var stolt som et Fjeld.

O! I saae vist hans Lokker -
De var krusede, sorte, som Ravnens Fjær.
Sneelilliens Klokker
Ligne hans Kinder i Skjær.

Men hans Kind kunde gløde
Som mit Mandeltræes Blomst i sit Balsambed.
— Granatæbler røde
Ligned han Sulamiths ved. -

Og hans Fod var som Lillien;
Og hans Hænder — de skinned som Elfenbeen.
Paa Marmorbads-Tillien
Ligned han Marmorets Steen.

Og hans Læber, de røde -
Har I seet dem, I glemmer dem aldrig meer.
De Læber var søde -
Aldrig jeg mere dem seer.

— O! I græde, Smaapiger!
Hvorfor græder I, Libanons Døttre smaa!
O! siger mig, siger,
Om I min Elskede saae!