Jeg stod en Vinteraften i Frankernes Stad
Ved den fremmede Flod.
Kejseren var kommen. Aachenseren var glad.
Blandt Væbnerne jeg stod;
Holger Danske var Kejserens Gissel.

Det glimted over Floden fra Kejserens Gaard;
Der var Dans; der var Spil.
Lettest fløj Prinsessen med Perler i sit Haar;
Med Gammen saa jeg til;
Men lyksaligst var Kejserens Skriver.

Prinsessen dansed dejligt i Skriverens Arm
Paa det straalende Slot.
Alor Longobarden stod bleg og gul af Harm
Men jeg dem undte godt:
Skønne Viser sang Kejserens Skriver.

Jeg stod i Vinternatten ved Fruernes Hal
Paa den nyfaldne Sne.
Emma skjalv for Æren; hun bæved for sin Skjald;
Det ingen maatte se -
Hun fra Buret bar Kejserens Skriver.

I Natten paa Altanen jeg Kejseren saa;
Han ej mæled et Ord.
Alor Longobarden stod gul og saa derpaa;
Men Døden jeg ham svor.
Longobarden bar Kejserens Banner.

Jeg gik den anden Aften i Frankernes Stad
Blandt Drabanternes Hær.
Kejseren i Raadet hos Ærkebispen sad;
Paa Borgen blinked Sværd.
Der var mørkt i den mægtiges Haller.

Jeg hørte, hvor de mumled i Frankernes Maal
Ved den fremmede Flod.
Alor Longobarden red gul og bleg i Staal;
Jeg Frankerne forstod;
Højt de mumled om Kejserens Vrede.

Jeg stod den tredje Aften i Kejserens Gaard
Ved den straalende Hal.
Kejserens Datter bar Brudekrans i Haar -
Og Brudgom var hans Skjald.
Hele Verden saa Eginhards Lykke.