Din Deilighed glemmer jeg aldrig meer;
Men dit Blik mig i Sjælen brænder.
Endnu jeg din Gang over Bjerget seer:
Dine Lemmers Skyggerids undflyer Konstnerens Hænder.

Jeg kommer dit duunhvide Liv ihu,
Naar Svaner fra Sø sig opsvinge;
Jeg seer din frembølgende Barm endnu,
Naar paa Lilliemarkerne Tvillingkiddene springe.

Din Søilehals staaer for min svimle Sands,
Naar hist Elfenbeenstaarnet glimter.
Hvor Dammene blinke med Maaneglands,
I min Elskovsdrøm dine Øines Klarhed jeg skimter.

Til Carmel mit Blik gjennem Taager foer,
Til dit Hovedhaars Slør fløi Tanken.
Din Høihed jeg mindes, hvor Palmen groer;
Om dit Bryst jeg drømmer, hvor Druen svulmer paa Ranken.

Jeg trykker til Palmen mit hede Bryst,
Og jeg kryster den modne Drue.
Jeg drømmer endnu om vor Elskovslyst;
— O! men aldrig slukkes i Sjælen Lynblikkets Lue.