I Nøddehaugen jeg stille gik ud
For at see til Dalenes Grøde;
Jeg saae efter Viinstokkens unge Skud
Og Granatæbleblomster røde.

Da vaagned atter i Sjælen dit Blik,
Og min Sjæl blev brændende Luer;
Jeg vidste ei selv hvor min Fod hengik,
Før jeg stod, hvor min Stridsvogn truer.

Mig længes efter den blodige Strid,
Hvor der ruller Hjul over Døde.
Mig glæder ei Viinstokkens favre Tid
Og Granatæbleblomster røde.